Dagbog

Bemærk at dagbogen skal læses nedefra. Seneste nyt står altså øverst.

Så skete det meget mærkelige at vi sprang 17 pladser over og er sendt i region. Vi ved nu, at vi bliver forældre til et barn fra regionen Cordoba, som ikke normalt er en adoptionsregion og som ligger i det nordlige Colombia, mellem Venezuela og Panama - med en ret stor kyststrækning ud til det Caribiske hav. Fra AC har de sagt, at vi skal være opmærksomme på at dommerne i denne region ikke holder ferie i december og januar, så vi skal være indstillet på at skulle være væk over jul og nytår. Men om det er i år de taler om - det er ikke til at regne ud.

Med andre ord - vi er rimelig rundt på gulvet, forvirrede og glade og har meget svært ved at forstå, at det kan være rigtigt. Og undskyld til alle jer, der står mellem nr. 1-16, vi ved hvor uretfærdigt det føles. 

2. august

Såååå er vi blevet nummer 18 - uha det går stærkt!

27. juni

He he - festen vil ingen ende tage - Så blev vi nr. 20!!! - kan ikke vente på at ryge ned i tierne så HEP HEP COLOMBIA! YOU CAN DO IT!! 

24. juni

Så er vi blevet nummer 21 - Juhu hvor det går. De heldige har kun været en måned i region - Hep Hep Colombia!!! Og med fem andre sendt i region, så tager vi os snart et ordenligt ryk på listen.

I al hast

12. juni

Så er vi blevet nr. 22 på listen. Snart er vi under tyve. AC har bedt politikerne udvide godkendelsen og regodkendelsen med et år. Hvis det sker gælder vores regodkendelse i 3 år. Dvs sige, at den udløber om to et halvt år i stedet for halvandet. Hvis det sker er jeg helt sikker på, at vi når at få barn i forslag inden den udløber. Lad os se hvor hurtigt det går de næste par måneder. Ville være dejligt med et kæmperyk på fem pladser......

21. april

Hi Hi så er vi blevet nr. 24 :-)

To børn mere i forslag er blevet accepteret :-)))))

16. april

så er vi blevet nr. 26 på listen og jeg kan se at nr. 1 har accepteret barn i forslag hvilket vel egentlig må betyde, at vi er nr. 25. Desuden er 2 andre familier sendt i region. Lige nu lader det faktisk til, at vi ICBF er tilbage der, hvor folk får stillet børn i forslag kort efter de er sendt i region, hvilket jeg håber, bliver ved. At nogen så vist ikke engang når at få at vide, at de er sendt i region inden de får barn i forslag er en anden sag. Det er to små drenge der kommet fra ICBF. Jeg har stadig ingen idé om, hvvor lang tid vi har tilbage på den liste... men det giver håb, hver gang vi rykker :-)

13. januar

Det er jo efterhånden ikke verdens mest opdaterede dagbog, men efter mange rigtig søde beskeder i dagbogen og lidt opfordringer til at opdatere, har jeg fået helt lyst til at skrive noget igen. Der er jo ikke sket det vildt store de sidste fire måneder - og det er jo også derfor jeg ikke rigtig har skrevet. Jeg tror slet ikke folk forstår, hvor meget deres beskeder i gæstebogen betyder. Jeg bliver virkelig så glad over de søde opmuntrende eller medventende kommentarer! Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men det er bare utroligt, at der faktisk er folk der følger med i dette uendelige lange venteri man næsten ikke selv orker at være en del af.

Her i januar er der alligevel sket noget stort og som Mie skrev i vores gæstebog, så måtte det give anlednning til en opdatering. Vi er blevet nummer 28 på ventelisten. VI ER KOMMET NED I TYVERNE!! Det er da altså noget særligt over - og vi begynder næsten at tro på, at det lykkes.

Ellers er der ikke sket det vildt store, - jeg kan se at sidst jeg skrev ventede vi på vores regodkendelse. Den fik vi uden problemer og det var selvfølgelig en stor lettelse, men samtidig føltes det pludselig som om, der er ikke er lang tid til den udløber igen om to år. Jeg tror jeg bliver vanvittig hvis vi ikke får barn inden da.

Det er ikke, fordi jeg forventer at almindelige mennesker udenfor den her verden skal vide og forstå en masse om adoption - jeg forstår det knap nok selv, men på en måde er det en belasting, når jeg fortæller folk hvor længe vi har ventet, tror de altid, at vores sag er speciel - eller det har noget med os at gøre. "Er det så ikke fordi I har valgt Colombia" sprøger de, eller "Hvorfor kommer I ikke på flere landes ventelister?" Det er lidt hårdt, fordi de tror, at den lange ventetid er selvvalgt fordi vi har særlige standarder eller et eller andet. Det viser bare at folk ikke har begreb om, hvor meget man kan ønske sig et barn. Det virker som adoptionsverden er meget meget svær at sætte sig ind i, hvis man ikke kender den. Hvordan skal folk forstå det? De kender jo altid nogen, der adopterede fra et eller andet sted for et par år siden - og ikke ventede mere end et år.

Der var én, der skrev  i vores gæstebog, at hun gerne ville vide mere om, hvordan man skulle opføre sig eller spørge til adoption som pårørende til nogen der ventede. Det er jo vanvittig svært at svare på og jeg kan jo kun svare for mig selv, men der er jo nok heller ingen tvivl om, at man befinder sig i svær balancekunst. Jeg oprettede jo netop denne hjemmeside, fordi jeg ikke altid orker, at folk skal spørge - specielt ikke når der ikke sker noget som helst - og jeg skal høre mig selv spille den samme plade igen og igen og forklare og forklare. På den anden side bliver jeg også snothamrende fornærmet hvis folk aldrig spørger eller behandler det som tabu eller ikke lever med. Så ja I har det svært derude! MEN i al den tid, jeg har ventet - kan man vel sige, at jeg ikke altid har gidet at snakke om ventetid og barnløshed, men jeg tror altid jeg gider snakke om Colombia - når vi skal til Colombia, hvordan skal man bo, hvordan er det der osv. Det er dejligt, hvis folk gider høre om det land, man skal adoptere fra. Det er bare sjovere at snakke om end alt det negative, der godt kan blive for meget. Det er underligt, men Colombia er så udefinerbart og stort - og alligevel ved jeg jo, at det får en altoverskyggende betydning i resten af mit liv. Det bliver jo mit barns land på lige fod med Danmark. Det er større og mere betydningsfuldt end jeg fatter, fordi jeg ikke engang harset været der endnu.

11. september

Jeg må jo hellere skrive lidt her, så siden ikke går helt død - kan jo se der stadig er nogen der hænger på sagaen - og ta for det.

Vi er på en eller anden måde gået hen og blevet nummer 32 på ventelisten - mest på grund af at nogen på listen har fået barn via en børn søger forældre liste. Det er altså ikke, fordi der er kommet mange børn fra Colombia, men det rykker jo alligevel. Vi er i gang med vores regodkendelse - Troede aldrig jeg skulle skrive de ord - suk hvor vi lovede os selv og hinanden og Gud og hver mand, at det aldrig skulle komme så vidt - Lad os håbe, at den glider stille og roligt igennem i systemet uden problemer.

Colombia skriver på deres hjemmeside, at de er nået til sager, der er godkendt i juli 2005. Vi er som mere eller mindre bekendt godkendt i maj 2006 (af Colombia). Kan man så slutte at vi får barn om et år - Nej det tror jeg bestemt ikke, men vi kan se om der snart kommer børn til DK eftersom der i hvert fald er omkring fem sager her fra juli 2005. Jeg holder vejret .....

22. juni

"Så skal du se - så får du nok snart din egen ..... eller - Det er jo nok noget psykisk ...."

Kommentarerne som alle kommende adoptivforældre har hørt til hudløshed - Bogstavelig talt!
I dag mødte jeg den to gange - og så lige i træk - af to af mine kolleger...

SUK hvor bliver man egentlig ked af det -For det første - den der med at det er psykisk - Hvad bilder folk sig egentlig ind. Står de der og siger, at jeg ikke kan få børn, fordi jeg er psykisk ustabil eller fordi jeg ønsker mig et barn for meget, kan jeg ikke få det?? Det er en form for tåbelighed, der overgår min forstand. Iskold videnskab har for længst givet mig svaret ... og så taler de om psykisk. Det er da en provokation af dimensioner. Og hvad skal man lige svare - Man kan jo ikke engang forsvare sig selv, fordi det kommer da ikke andre ved, hvorfor vi ikke kan få børn. Det er der altså også pænt mange, der ikke fatter. Jeg forstår godt, at folk er nysgerrige, men helt ærligt....Prøv lige at tage jer sammen derude, hvis I læser med!! Og så kommer den også forsigtigt og tøvende ... man vil jo så nødig træde nogen over tæerne: Men kan I da slet ikke få børn? ... Jeg mener, hvis I nu fik ... hjælp eller noget? ØH JO!! VI KAN GODT få et barn. Har jeg ikke lige sagt vi allerede venter os!!

Nå langt sidespring ..... og det jeg egentlig bare ville sige var, hvor bliver man ked af det dybt inde i sit hjerte, når man pavestolt fortæller,at man venter barn - at man er kommende mor - og en dag skal man rejse ud og hente sit barn i selveste det forjættede land Colombia - Man er ved at sprænges af stolthed over det - og så kommer den .... som trøst: Du skal se - så bliver du nok gravid og får din egen bagefter.... Hvor er det hjerteløst - Det er i grunden så dumt, at det er ondt. 

Det er til at tude over... Det er til at stikke folk en lussing over!

16. juni

Den 14. juni postede AC følgende på deres hjemmeside m.h.t. sagen om kidnappede indiske børn til Danmark formidlet gennem AC.

CARA's pressemeddelelse.

AC Børnehjælp modtog i dag kl. 11.47 en pressemeddelelse fra CARA, der er den Indiske tilsynsmyndighed for adoptioner. På baggrund af anklagen om uretmæssig adoption, har CARA indledt sine egne undersøgelser. Kernen i sagen var at faderen var blevet franarret sine børn, ved at være blevet tvunget til at underskrive adoptionspapirer på engelsk, som han ikke forstod.  CARA's foreløbige undersøgelser har vist at:  1 Faderen selv opsøgte børnehjemmet i Pune, med henblik på bortadoption 2 Adoptionspapirerne er underskrevet af faderen, hans søster og svoger. 3 Papirerne er på marathi, faderens modersmål, som han både kan læse og skrive. AC Børnehjælp er glade for at CARA så hurtigt har kunnet undersøge og tilbagevise faderens påstande.  AC Børnehjælp samarbejder med mange partner verden over, og basis for dette arbejde er tillid til både partnere og myndigheder. AC børnehjælp vil derfor gerne udtrykke at vi generelt har fuld tillid til det administrative og juridiske system i Indien, der skal sikre at adoptioner foregår etiske forsvarligt og i henhold til Haager konventionen.  AC Børnehjælp håber at disse nye oplysninger, kan skabe ro og tryghed i de mange familier der været berørte af denne sag. Endvidere håber vi at det vil genskabe tilliden til adoptionsprocessen, og til at adoption som en legitim proces der understøtter barnets ret til en familie.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige .... men måske skulle de bare fyre DRs tvivlsomme journalister og lukke ned, hvis det er det bedste DR kan præstere for Licenspengene. jeg er rystet over DRs troværdighed i en sag som denne. Stakkels stakkels famile som det her er gået ud over og igen, hvor tragisk for alle dem på indien listen, der oveni i forvejen svære tider skulle have denne rædselsfulde oplevelse oveni meget lange ventetider. Det er bare slet ikke i orden og jeg er vred. Rasende fordi jeg ved, at mange har læst og fulgt med i denne store sensation om menneskehandel med børn i Danmark, men desværre frygter jeg, at de færreste får denne sidste del af historien med.

OG så venter vi på den helt store UNDSKYLDING BØJET I NEON fra DR - men vi kommer jo nok til at vente længe.....

Lad os håbe at det varer længe inden nogen igen skal skabe SÅ MEGET negativ dramatik om adoption. Det skriger til himlen om ..... ja jeg ved ikke hvad.

I run rigtht out of words..........

13. juni

Her følger nogle uddrag af de sidstedages forfærdelige nyheder. Jeg er nærmest uden ord og følger med grædende hjerte debatten. Reaktioner hos de adopterede, uvideheden hos de mange udenfor adoptionsverden.........

.......... og tvivlen hos mig selv. Jeg føler med de involverede og alle de ramte på Indien-listen i kølvandet på dette.

DR skriver:

Adoptionsbureau i skandale

10. jun. 2007 09.02 Østjylland

Et adoptionsbureau i Århus er involveret i en skandale om handel med børn, mulig kidnapning og vanrøgt, skriver Ekstra Bladet.

Det er adoptionsbureauet AC Børnehjælp, der har adopteret børn til Danmark fra tre børnehjem i Indien.

Det ene børnehjem har mistet sin tilladelse til adoption, fordi ledelsen tog op til 90.000 kr for at adoptere et barn. Det er ulovligt direkte at tage penge for adoption.

Et andet børnehjem tager over 35.000 kr pr. adopteret barn . Og det tredje børnehjem er blevet lukket af de indiske myndigheder, der blandt andet fandt kidnappede, syge og døde børn på hjemmet.

Det viser et dokumentar- program, som DR 1´s 21 Søndag viser i aften.

I programmet fortæller en indisk far også , at børnehjemmet uden hans tilladelse har sendt børnene til adoption i Danmark.

Direktøren for AC Børnehjælp, Jørgen-Ulrich Ravnskov, vil ikke afvise, at der kan være sket adoptioner til Danmark på et ulovligt grundlag.

- Men det er ikke vores opgave at finde ud af, om børnene kan bortadopteres eller ej. Det er det pågældende lands myndigheder, der bærer ansvaret, siger han .

Her er hvad AC selv skriver på deres hjemmeside:

"Skulle det vise sig at være sandt, at de børn, som historien handler om, skulle være franarret faderen og placeret i adoption i udlandet, er det første gang, vi her på AC Børnehjælp får kendskab til en sag hvor børn er blevet uretmæssigt placeret i Danmark. I så tilfælde er der tale om en kriminel handling som vi og de danske myndigheder naturligvis vil gøre alt hvad vi kan for at være med til at udrede. Men det er vigtigt at fastslå, at det er de indiske myndigheders ansvar at frigive børnene på lovlig vis samt at opklare eventuelle ulovligheder.

Der er intet i verden, der er gratis. Når vi i Danmark har den oplevelse er det på grund af vort velfærdssamfund, der sikrer, at vi ikke skal betale for ydelser fra læger, socialrådgivere, pædagoger etc. I et land som Indien er det institutionerne selv der skal betale for de fleste ydelser og selvsagt også for institutionen selv og for driften. De nye CARA-guidelines fra august 2006 sætter et loft for hvor meget en indisk institution må modtage fra den udenlandske organisation, der gennemfører en adoptionsproces. Beløbet er pt. sat til US 3.500 pr. barn. 

Før 2006 var det tilladt at bistå institutionerne med årlige donationer til at forbedre børnenes forhold. Før de nye CARA regler trådte i kraft har AC Børnehjælp altid hjulpet institutionerne økonomisk i det omfang vi havde mulighed for det, for at sikre optimale vilkår for børnene, både de, der går til adoption og de der ikke går til adoption. Det bidrag som vi har givet til et børnehjem kan selvfølgelig efterfølgende divideres med det antal børn, der er gået til adoption igennem vores organisation. Det kan også regnes ud på mange andre måder.

Når der sker kommercialisering indenfor for noget så sårbart som adoption, og når kyniske personer i adoptionsverdenen begynder at stille regnskaber op med en regulær pris på et barn er det imidlertid, at vi på AC Børnehjælp står af, og det er da også det, som er sket i forbindelse med vor opsigelse af adoptionsaftalerne med de nævnte institutioner."

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro eller mene. Jeg ved kun, at jeg aldrig har været mere i tvivl om, det er moralsk rigtigt at bringe et barn hertil gennem adoption... Jeg har altid været i tvivl. Jeg forstår ikke, hvordan andre adoptivforældre kan virke så sikre på, at det de gør, er det rigtige. Jeg får ondt i maven af at tænke på denne sag og vil derfor ikke skrive mere til der er flere oplysninger. Følg eventuelt selv debatten på DR's hjemmeside eller hos AC.

24. maj

Så er det vist tid til den månedlige opdatering herfra. I gæstebogen ser det jo ud som om, der stadig er nogen, der hænger på trods alt. Det er jo meget rart, når man næsten selv er ved at give op. Vi er rykket tre pladser denne måned, og det er selvfølgelig dejligt, at der overhovedet er sket noget. Dejligt at se at nummer 1 og 2, der har været i region i over et år, langt  om længe fik deres børn. Det giver da en smule tro tilbage på, at det også kan ske for os. De er i Colombia nu og jeg kan virkelig mærke, hvor meget jeg gerne ville være dem. Når humøret ikke er helt op at ringe på trods af de tre ryk på listen, hænger det sammen med, at der vist ikke er de store forventninger til, at der sker så meget mere i år...

.... og det er faktsisk nærmest en uudholdelig tanke. Foreløbig er meldingen fra AC, at vi ikke skal vente os noget før efteråret, vor nogle flere sager MÅSKE sendes i region. Det gælder altså ikke vores sag endnu, så ... jeg ved ikke om vi er halvvejs endnu

Det er mærkeligt. Jeg har en veninde, der har en veninde, der har forøgt at få børn i mange år.... Hende og kæresten har nu - mere end to år efter os - også besluttet sig for at adoptere. Da de blev godkendt kom de på Nigeria listen. En helt ny liste med meget kort ventetid. Det vil sige, at de nok får barn i år. Jeg kan godt blive virkelig irriteret over det. Jeg ringede til AC og sagde at jeg ville på Nigeria listen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det der med at ringe og sige at jeg skal på en anden liste. Jeg ved ikke engang om jeg mener det, men det er jo også ligemeget, for jeg ved jo at AC siger nej.  

Jeg er nødt til at tro på, at det er fordi mit barn er colombianer....

Godt jeg har min lille gule Idun at passe på, mens jeg venter!

20. april

Vi var desværre ikke rykket på listen denne uge. Jeg vidste jo godt at der ikke var kommet børn, og alligevel håber jeg, at nogen skulle være spurnget af listen. Det siges jo, at mange alligevel bliver gravide af sig selv hen af vejen,og jo særligt når de først har besluttet sig for at adoptere (LÆS: DÅRLIG JOKE!).

Det er meget sjovt - for længe siden sagde vores læge til os, at vi ikke skulle bekymre os over den lange venteliste, fordi efterhånden ville en masse mennesker hoppe fra af den ene eller anden grund. Nu har vi godt nok verdens bedste og sødeste læge, men alligevel tænkte jeg, at det var da for skørt sagt. Hvem i alverden skulle dog håbe af listen? Men så alligevel her ved HALVANDEN ÅRS JUBILÆUM på listen, tror jeg faktisk, at vi er rykket mindst lige så mange pladser, fordi nogen er hoppet af som der er kommet børn. Egentlig virker det mest skræmmende, men alligevel håber jeg hver måned at være rykket lidt alligevel på den bekostning. Ja jeg skrev halvanden år på listen! I min verden stå tiden stille ... Jeg glemmer ligefrem hvor meget og hvorl ang tid, der går... Når andre en gang imellem siger noget om, at nu håber de snart vi får barn, så undrer jeg mig bare over, at de ikke ved, at tiden slet ikke er gået.

Det er også derfor jeg ikke vil med til ACs møde. Jeg føler stadig, at de opgiver falske prognoser for ventetider - både for nye på listen men også for dem der allerede står der. Som sagt hvis deres nuværende prognose skal holde, skal vi have barn til næste forår. Det tror jeg ikke på. De siger det samme: Der sker SNART noget, og månederne går og går ofg intet sker - heller ikke i år, og vi er snart i maj måned. Da vi kom på listen sagde de ti måneders ventetid fra vores godkendelse i DK, men da vi efter seks måneder modtog den colombianske godkendelse, sagde de, at ventetiden talte derfra, og at de aldrig havde sagt andet. Kort efter satte de ventetiden op til halvandet år og så igen til to år, som det hedder nu, for nye ansøgere. Hvorfor har nummer et så stået på venteliste i to år og syv måneder?

Nu siger AC, at de ikke har holdt nogen for nar, og at de ventetider de gav os den gang så realistiske ud på daværende tidspunkt. Men hvorfor var det så lige at jeg ringede til dem flere gange og spurgte indtil, hvorfor Danadopt længe havde meldt betydelig længere ventetider fra ICBF?? Men AC forsikrede, at de havde et meget længere forhold til ICBF og bedre forståelse af, hvad der skete og blah blah blah.

Jeg bliver egentlig ikke sur over, at de tog fejl den gang. Jeg bliver sur over, at de stadig tager fejl med ventelisterne og opgiver urealistiske ventetider - set med mine øjne.

19. april

Der er desværre ikke meget nyt. Ingen børn - ingen nyheder. AC har inviteret til informationsmøde onsdag i næste uge i Århus. Jeg tager ikke med. Jeg har al respekt for dem, der er gået sammen om at få AC i tale, men som tidligere nævnt føler jeg ikke at jeg kan bidrage med noget positivt. Jeg tror ikke på, at AC har noget nyt, som jeg kan bruge til noget...

Stadigvæk vil jeg gerne tage mig sammen til at skrive en mail med de spørgsmål, som jeg har...

vi tales ved om hundrede år - hejhej!

17. marts

Der er blevet spurgt i vores gæstebog, om ikke det var på tide, at man på listen tog et fælles initiativ til at få AC i tale. Sjovt at nogen skulle nævne det. Der er faktisk nogle på Icbf listen, der for nylig er gået sammen om at prøve at arrangere et fælles informationsmøde med AC for at få kastet lys over en række ting. Jeg ved at flere har støttet op om at sådan et møde skulle holdes. Jeg har ikke selv meldt mig på banen i den sag - mest af alt fordi jeg ikke føler, at jeg havde noget konstruktivt at bidrage med og var bange for at ødelægge det for de andre med min altoverskyggende negative indstilling i jeblikket. På grund af samme havde jeg heller ingen forventninger om, at det ville føre til noget og frygtede, at jeg bare ville blive endnu mere sur på AC. Jeg har egentlig selv villet ringe til dem i et halvt år men gør det aldrig fordi jeg ikke tror at jeg kan tale pænt til dem! Nå men alligevel hatten af for dem, der ikke var slået helt af banen og stadig orkede at forsøge at få et eller andet at vide - hvad som helst - bare for at kunne komme videre - om ikke andet - så med sig selv...

Den sidste melding jeg har fået er at Pia (kontaktperson for ICBF-ventende hos AC) ikke umiddelbart var indstillet på sådan et møde, men ville drøfte det internt i organisationen og så følge op et i kvartalsbrev - Jamen big surprise! Hun sagde, at den form for fællesmøder plejede at omhandle udrejsen, og det mente hun så ikke lige der var behov for på nuværende tidspunkt. NEJ GODMORGEN!

...................................................................................

15. marts

Vi er rykket en plads igen denne måned, så vi står nummer 38 - ja men hold på hat og briller for en rutsjebanetur ... Nå ja lidt svært ikke at være ironisk, men jeg er da meget glad for at vi rykker overhovedet. Ikke at der er kommet noget barn så vidt vi har hørt om, men hvad hvis? - alle de andre hopper af listen efterhånden, bliver det vel også vores tur før eller siden. Nu er vi så rykket 20 pladser i alt på den liste på halvandet år. Det er jo faktisk en plads om måneden i gennemsnit. Hvis det forsætter i samme tempo, kan vi jo så regne ud, at vi får barn sommeren 2010. Jeg håber virkelig ikke, at det står så slemt til. Bare der da snart kom nogle børn....

Der er virkelig ikke meget nyt at sige om vores situation - jeg er træt af at vente og ved ikke længere, hvad jeg venter på - jeg har fuldstændig mistet målet ud af syne for at være ærlig - jeg tænker aldrig på at jeg rigtig skal være mor. Det er blevet alt for uvirkeligt.... Nå men skulle vi så ikke sige, at du var faren, og jeg var moren, og så ... ventede vi i 100 år...

ONWARDS!! før jeg går i sort....

6. marts

Så er det vist på tide, at jeg får opdateret lidt her. AC har været i Colombia for at undersøge, hvorfor der ikke kommer børn til Danmark, samtidig med at det praktisk taget vælter ind til Norge. Det er ved at være længe siden, de kom hjem, men jeg har ikke gidet skrive om det længe og orker det heller ikke rigtig i detajler. Alfa og omega er, at jeg har indtryk af, at de ikke er blevet spor klogere. De kommer hjem og melder, at alt er gået fint og blah blah blah, men ventetiderne stiger igen. Nu lyder den officielle statistik på noget lignende to år fra godkendelse i Colombia til barn i forslag. JAMEN FANTASTISK! Det kan da ikke være bedre. Så skal vi jo have barn til maj 2008. Jamen oprigtigt! Det er da til at leve med og kun lidt over et år. problemet er bare, at det tror jeg virkelig ikke på er realistisk i øjeblikket. Vi er godt nok rykket to pladser i år og står altså nummer 39, men ikke fordi der er kommet børn. Et par stykker er altså igen hoppet af listen. Så  nu er der altså gået tre måneder af det nye år uden børn, og dem der står nummer 1 og 2 på listen har været i region i femten måneder!

20. december

God jul og godt nytår til alle. Vi er desværre ikke rykket på ventelisten i denne måned. Vi har heller ikke endnu modtaget kvartalsnyt fra AC, selvom det skulle komme her i december, så det er vel efterhånden tvivlsomt, om de når det. Det kan sikkert også være lige meget, for der er nok ikke noget nyt. Så vidt jeg husker holder Colombia juleferie langt ind i januar, så der går nok mindst en måned endnu før man tør håbe på noget sker. Det virker egentlig mest som om tingene står helt i stampe - Jeg ved ikke længere om jeg tror mest på at de lukker op for hurtigere formidling eller lukker helt ned. Det må tiden vise...

Det er underligt at gå ind et nyt år. Da vi kom på venteliste var vi rimelig sikre på, at vi havde et barn den her jul, som syntes uudholdeligt langt ude i fremtiden. Jeg ved at vi heller ikke har et barn næste år til jul, og jeg føler mig langt fra overbevist om, at vi vil have det julen 2009. Jeg ved ikke, hvad der foregår i adoptionsverden, men jeg tror ikke længere at det er realistisk at tro, at vi kan nå at få mere end et barn på denne måde. Hvis det ellers kan lade sig gøre. Vi ses i det nye år - det bedste til jer alle derude!

ONWARDS

23. november

Jeg har ikke skrevet noget nyt længe, så je g ved godt, at denne side efterhånden er ret kedelig at følge med på. imidlertid er der absolut ikke noget at fortælle om. Der er desværre intet positivt nyt. Der sker intet, og vi får ingen nyheder eller gammel-heder fra AC. Der er ikke så meget jeg kan skrive. Vi er rykket en plads til nr. 41, men det er ikke fordi der er kommet et barn desværre. Ikke så vidt vi ved i hvert fald. Vi har 1 års jubilæum i overmorgen på listen ...

men det ser trist og kedeligt ud, og jeg prøver på at glemme det, så mens vi venter på bedre nyt, kan i jo læse på vores nye og sjovere side om vores nye lille hund Idun. Der går tingene forhåbentlig lidt hurtigere. Så indtil godt nyt her, kan i finde mig hos Idun :-)

20. oktober

Her er kvartalsnyt fra AC, som vi har fået i dag. De endnu engang nedslående nyheder må tale  for sig selv - Jeg forsøger at glemme at jeg står på listen......

"Desværre har jeg ikke positivt nyt til jer, men det modsatte. I øjeblikket er forsvarene for mindreårige i Colombia meget længe om at give børnene deres afkaldspapirer, hvilket medfører at der aktuelt ikke er så mange frigivne børn til adoption. Fra ICBF’s hovedkontor har man således meddelt os, at der vil gå endnu et par måneder inden de sender flere af vores ansøgninger til region, idet regionerne ikke har så mange frigivne børn og dermed ikke har brug for nye ansøgninger.

 ICBF har ligeledes fået ny øverste leder,  som ifølge vores kontaktperson Helena de Boehlke er kendt for at være en dygtig og effektiv kvinde, hvilket vi naturligvis håber  på sigt vil få en gunstig indflydelse på  formidlingen.

Det beklagelige og vanskelige i den stigende ventetid og den nu meget langsommelige frigivelses proces af børnene, er at I som ansøgere igen igen skal finde tålmodigheden og troen frem på at i til sin tid vil få stillet et barn i forslag. Derfor er mit  råd, (som er meget lettere sagt end gjort), at I må fremdyrke alt det positive overskud, I kan finde, for at hjælpe jer selv bedst muligt. Der er tale om en situation, som vi desværre hverken kan påvirke eller presse på i . Kun tiden kan løse denne situation.

Samlet set må vi konstatere: At  ventetiden stiger i forhold til prognoser og forventninger tidligere på året. Vi kan kun håbe, at situationen igen vender til gavn for børnene i Colombia og dermed også for jer på ventelisten"

25. september 2006

Ups der er gået lang tid siden, jeg har skrevet sidst. Jeg har fået nyt aarbejde og har været travlt optaget af det. De gode nyheder er at vi på en eller anden måde, jeg ikke har overblik over, er blevet nummer 42. Nu kommer vi snart ned i 30'erne og det lyder da af lidt mere. Vi har jo virkelig snart stået på ventelisten i et år.... tiden går stærkt. Jeg håber stadig, at der kommer flere børn det næste halve års tid. Det er stadig svært at tro på.....

24. august 2006

Der er accepteret to børn i forslag. Det er begge piger. Den ene var to et halvt år og jeg ved ikke, hvor gammel den anden var. Dejligt - og hvis jeg kan tælle (regn ikke for meget med det!) så er vi nummer 44 nu.

Idag var jeg lige inde på adoptionzone og læste indlæg om et par, der havde skiftet land, dag de stod som nummer tre på ventelisten. Formidlingen fra det land, som de oprindeligt stod på var meget uvis og vist nærmest gået i stå. Indlægget handlede blandt andet om, hvor svært det havde været for dem at skifte det ene land ud med det andet, selvom det i sidste ende handler om at få et barn uanset hvor i verden, det er født. Og så ramte det mig fuldstændig, hvor gerne jeg vil have et barn fra Colombia....Hvor knyttet jeg føler mig til Colombia - et land, et sted, en hel verden jeg aldrig har set og intet kender til, men som jeg allerede betragter som vores! Jeg skriver om det, fordi jeg ikke hele tiden har følt sådan. Jeg har også tidligere herinde i frustation skrevet om, at jeg ville ønske at vi kunne flytte liste til Sydafrika. Jeg siger ikke, at jeg ikke ville flytte liste nu, hvis det kunne forkorte ventetiden meget eller hvis der skete noget uventet i Colombia. Kun at det er gået op for mig at det ville føles som at miste et eller andet at gøre det. Jeg tror, at René og jeg har haft det lidt svært med de ekstremt stigende ventetider i Colombia, fordi vi  første omgang var meget splittede i vores landevalg. Colombia og Sydafrika stod nok sådan cirka lige som valgmulighed for os, og det er heller aldrig rigtig blevet meget klart, hvorfor vi endte med at vælge Colombia. Jeg ved ikke helt, hvordan det blev Colombia - også efter at jeg er blevet døbt som 29årig, så vi overhovedet kunne vælge Sydafrika (Og selvfølgelig også fordi jeg da egentlig meget godt kan lide Gud ;-)

Derfor har jeg i hvet fald - og vist også René - haft lidt svært ved ikke at spekulere over vores kontrafaktiske liv på en venteliste til Sydafrika. Den situation som lige så godt kunne have været. Den situation vi måske havde valgt en anden dag, end den dag, vi valgte Colombia. Og så meget mere har det nok været svært ikke at tænke over det, når ventetiderne i Colombia steg til det dobbelte og videre til det for AC unævnelige. Og her står vi så, mens formidlingen fra Sydafrika er gået helt efter planen med prognoser for ventetid på cirka et år...

Jeg må skrive videre senere, ser på klokken, jeg skal hente min nevø i "vuggeduen" så vi kan tage en tur i tivoli.......

16. august 2006

Tiden går og går og jo længere tid, der går, jo længere tid er der tilbage, nej tiden nærmest løber af sted og bliver kun længere. Er der nogen der kan forestille sig det mareridt? Jeg føler mig forbandet til evigt liv.

I går kunne jeg læse på ICBF-gæstebogen - ja hvor ellers? fristes man til at spørge!! - at man må regne med, at der går tolv til fjorten måneder fra man er godkendt hos ICBF til ens sag sendes i region. Det vil sige, at vi kan forvente at sendes i region sommeren/efteråret 2007 cirka samtidig med at vi skal have en regodkendelse. Det ændrer måske ikke billedet stort meget. Alt efter hvilken region, vi får, kan vi da stadig nå at få et barn i 2007, men det er nok nærmere realistisk at sætte sommeren 2008 som mål. For første gang i går overvejede jeg om vi skulle forsøge at få vores barn nummer 2 ved fertilitetsbehandling. Jeg orker ikke at skulle vente tre år eller vel mere til den tid igen!! Ah nej - men tag det ikke seriøst - Jeg vil så gerne have mine adoptivbørn, men ventetiden dræber mig...

I'm running out of time
I'm out of step and closing down...

11. august 2006

Hovedrystende. XX og AC forstår da åbenbart ikke noget som helst. Så meget kan man sige at det i hvert fald ikke er gået op for dem, at det nok ikke er smart at buse ud med nyheder om barn forslag til alle og enhver før barnet er accepteret. Jeg har selvfølgelig heller ikke sagt noget til dem endnu, men jeg burde nok se at få skrevet om min utilfredshed med deres skaltning og forvaltning med det, som jeg vil kalde private oplysninger....I dag har nogen fået at vide af XX, at der igen er barn på vej til nogle på listen. Barnet er altså ikke stillet i forslag endnu ... Det vil med andre ord sige, at hvis jeg stod mellem nummer 1 og 5 på listen, ville hele min verden jo gå i stå i håber om, at det var mig. Ja selv jeg, nummer 46, kan jo ikke lade være med at tænke: kunne det være mig? Nej jeg ved det godt! men .....

Det er da for langt ude. Igen må jeg bare sige, at jeg forstår ikke ACs politik. Det her handler om børn, som folk har ventet på i årevis. Det kan da godt være igen, at AC synes, at det en god nyhed, at der er barn på vej (det er det jo også!!) men helt ærligt de har jo ingen forståelse for de følelser, de må sætte igang hos de øverste på listen. Ja, jeg skal nok tage mig sammen og skrive det til dem, i stedet for at brokke mig her ;-))

Jeg vil lige understrege for god ordens skyld, at jeg absolut IKKE bebrejder nogen af de mennesker, der har bragt nyheder og lykkeønsker på ICBF-gæstebogen. De har gjort det i bedste mening og kunne netop ikke vide, at barnet lå udenfor godkendelse. Det er ACs pligt at værne om de oplysninger, ikke den enkelte person på listen. Alle inkl. mig selv ville have fortalt de gode nyheder videre. Det er jo det største for alle os på listen, når der kommer barn i forslag. Det er netop grunden til at AC burde holde mund til barnet var accepteret. Jeg er ked af, hvis nogen har følt sig ramt af mit indlæg. XX står for vores kontaktperson hos AC!!  IKKE for nogle af de andre ventende på ICBFlisten :-)

ONWARDS!

9.august 2006

Jeg er så vred på vores kontaktperson hos AC. Igår på ICBF-gæstebogen kunne man læse, at der var kommet et barn i forslag til en familie på listen. Rygtet kom fra den person, der står for ICBF-listen hos AC. Jeg bryder mig ikke om at nævne navne her på min offentlige hjemmeside, så jeg kalder bare vores kontakterson hos AC for XX  fra nu af. Altså en trediepart - der kunne være hvem som helst på ICBF-listen, men ikke er mig! - ringer ind for at høre, om der er nyt i deres sag. Det er der så ikke, men XX kan glæde med, at der er stillet barn i forslag til nogle på listen. Selvfølgelig skriver den person, der har fået den glade nyhed, det straks på ICBF-gæstebogen. Det ville hvem som helst have gjort, vil jeg tro. Nå men allerede i går blev jeg så sur på AC og XX, fordi de har sådan en skod uetisk politik om at lække oplysninger til fuldstændig uvedkommende. Jeg skulle mene, at regel nummer 1 må være, at AC ikke skal oplyse nogen andre på listen om noget som helst barn, før det er accepteret!!

AC har netop i deres sidste blad sat fokus på det smertelige tabu at miste barn i forslag, især hvis man selv har været nødt til at træffe beslutningen om ikke at tage imod barnet. René og jeg var faktisk meget glade for, at AC tog det op i deres blad, fordi vi netop selv kom til at snakke om, hvad vi skulle gøre. Vi blev så enige om, at vi netop ikke ville fortælle om vores barn, før vi havde accepteret det. Selvfølgelig må vores venner og familie godt vide, hvis vi kommer i den situation, at vi mister barn i forslag, men vi vil godt selv styre processen. Vi har også netop aftalt, at vi ikke skriver noget om vores barn på internettet, før vi har accepteret det. Jeg vil da også godt understrege, at vi på det berømte hjernevasker-adoptionskursus fik at vide, at det var vigtigt at respektere barnet og ikke skrive alt muligt om det, før det var accepteret. Nå men nu viser det sig så, at AC i hvert fald overhovedet ikke respekterer hverken børn eller forældre eller nogen som helst overhovedet. De viser som sædvanlig en uovertruffen manglende forståelse for den situation, som deres adoptanter befinder sig i.

ICBF-listen er gået sløjt. Alle, der interesserer sig det mindste for det, ved som bekendt at det bebudede babyboom er totalt udeblevet, og i stedet er det boomet ind med den ene prognose om stigende ventetider efter den anden. Jeg er overbevist om, at det sikkert er hårdt at være AC-kontaktperson lige nu. De bliver sikkert dagligt kontaktet af vrede og frusterede ventende icbf'ere. Nå men jeg er egentlig også ligeglad med grunden. Hovedsagen er i hvert fald, at lige så snart der sker noget på listen, overvældes de åbenbart af trangen til at buse ud med de gode nyheder til den første og bedste de har i røret.

Jeg ville have skrevet om det her i går, men tænkte så, jamen jeg ved jo slet ikke, om barnet er accepteret eller hvad - og der er sikkert ingen skade sket. Det er nok svært at forestille sig, hvis man ikke er en del af adoptionsverden, men når sådan en nyhed ryger ud på ICBF-gæstebogen, vælter det jo ind med nysgerrige spørgsmål og gætterier. Hvem på listen har fået barnet i forslag? Hvor gammelt er det? En pige eller dreng? Og så videre. Tillykkeønsker og hurraaaaah vi er alle flyttet en plads igen. I dag skete der jo så det, at der var en kort meddelelse om, at barnet desværre lå udenfor godkendelse. Familien befinder sig vel lige nu i det, vi allesammen frygter overalt. De skal til at tage stilling til, om de kan tage imod barnet. Det er jo slet ikke sikkert, at de havde ønsket, at det kom ud på nettet allerede nu, så alle kan side og vente spændt på beslutningen. Det er så urimeligt!!

Der er ingen tvivl om, at jeg vil kontakte XX og gøre opmærksom på, at det her er uacceptabelt. Man har ikke engang det valg at holde sådan noget for sig selv i første omgang. Desuden risikerer man jo, hvis man selv står i situationen, at familie eller hvem som helst ad omveje kan få at vide, at der er stillet barn i forslag. Jeg tror, at det for os er vigitigt at holde det for os selv, indtil vi har accepteret vores barn. Hvis den uudholdeligt utænkelige situation opstod, tror vi, at det, man mindst har brug for, er andres meninger eller råd. Det er en af de beslutninger, som man bare er helt alene om her i verden. Der kan nemt blive sagt noget i misforståelse, som aldrig rigtigt kan glemmes, uanset hvilken beslutning man tager. Vi synes på en måde også, at det rigtige er at holde folk udenfor for deres egen skyld. Det er jo kun os, der kan tage beslutningen. For andre ville det jo være som at bevæge sig ud på et minefelt, hvis de skulle sige noget. Der er situationer, hvor ingen kan sige noget, uden det vil blive vendt og drejet i tankerne. At skulle træffe beslutningen om at tage imod et barn der ligger uden for godkendelse, nej ikke ET barn! VORES barn.... vores barn for altid uanset hvad... Jeg håber aldrig det må ske for os...

Jeg forstår ikke, hvordan AC kan overskride en så markeret grænse. De har selv så travlt med etik, at de åbenbart .... ja deres ignorance er rystende.

Jeg håber for familien, at de finder frem til den bedste løsning for dem. Jeg er fuld af forståelse uanset, hvad de må vælge.....

OG hvis det så var det eneste, men det er det jo heller ikke!! Jeg har længe villet skrive om noget andet, jeg synes er en overskridelse af mine grænser. For en måneds tid siden, tror jeg, fik vi en mail fra AC med "barn søger forældre". Det var en lille dreng med nogle alvorlige misdannelser, som jeg heller ikke skal komme nærmere ind på her, fordi jeg ved jo ikke, om den dreng har fundet nogle forældre i DK. Jeg ved heller ikke, hvor alvorlige misdannelserne var, for jeg er ikke læge, og derfor er  jeg ikke i stand til at vurdere betydningen på lang sigt. Og derfor har jeg ingen idé om noget som helst!! Men siden vi fik den mail, har jeg tænkt på den lille dreng. Var han ikke god nok til os?? Jeg overvejede det jo ikke engang et sekund.... Jeg har søgt om et rask barn - det er jo det, jeg gerne vil have. Det er jo det, de fleste gerne vil have, men undervejs men jeg venter på barn, skal jeg så have mails om andre børn, der ligger langt ude for normale godkendelser og tage stilling til, om jeg kunne tage imod dem. Det er faktisk hårdt. IGEN DET ER JO FOR POKKER IKKE et nyt møbel vi taler om. Et sofabord med ridse, men måske kan det bruges alligevel. Det er et rigtigt menneske indeni den email, der folder sig ud og lever videre i min bevidsthed. Fandt den lille dreng sine forældre? Nogen der kunne elske ham? Nogen der havde overskud til ham? Nogen der ikke trykkede delete på mailen og forsøgte at glemme ham i samme sekund?....

Jeg kunne godt forsøge at skrive et langt moralsk forsvar for mig selv om, hvordan man kan tillade sig at sige nej til et barn, man bliver præsenteret for onsdag aften uden forvarsel, men det vil jeg ikke. jeg gider ikke forsvare mig selv. Og jeg ved heller ikke om jeg overhovedet kunne. Hvor  mange mails af denne slags skal jeg mon slette, mens jeg venter på vores drømmebarn.

ET BARN PÅ MAIL. SYGT SYGT AC!!  De kunne i det mindste have spurgt først om man ville på den mailingliste!

Og så en sidste ting: opdeling af børn i en skole på vestebro: etnisk danske børn i en klasse og børn af anden etnisk oprindelse i en anden. STOP DEN APARTHEID NU, FØR VI ENDER I ET EICHMANNSK BUREAKRATI!!! Det var de andre (forældrene) der sagde vi skulle. Ja men det er en pligt at tænke selv! Det får mig til at tvivle på, om det er rigtigt at hente et barn fra colombia hertil.....................hvem ved??

25.07.06

Den opmærksomme læser har opdaget at der er noget galt. Vi er altså kun rykket fire pladser, mens vi var på ferie. Vi var jo rykket til plads 50 inden vi rejste. Ja ja når jeg ikke engang længere selv ved hvad plads vi har....

Nå men jeg bliver vanvittig af, at der ingenting sker. Er tiden gået i stå? Der er stille stille og jeg surfer formålsløst rundt på nettet efter nyheder eller rygter, men alle er tavse. Jeg er spændt på at se, hvad plads på listen vi har til vores 1 års jubilæum den 25 november. En skræmmende tanke....

Indtil nu er er vi rykket otte pladser i alt. AC fisker stadig efter nye ansøgere til listen, men tålmodige ansøgere så at sige. Jeg hader tanken om, at vi sidste efterår troede, at vi nåede at få et barn i år.

Jeg keder keder keder mig, sker der ikke snart noget? De der ligger øverst på listen har været otte måneder i region. Jeg fatter ikke, hvordan de overlever - otte lange måneder, hvor man hver dag må tænke som det første, at i dag kan det blive dagen. Hver eneste dag må starte med et håb og ende med en skuffelse. Jeg frygter næsten at blive sendt i region med de forhold.

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive - jeg har den her mareridtsfølelse af ikke at komme nogen vegne. Irritation indeni.... ikke så meget andet. Irritation.

17.07.06

Vi er nu nummer ...... dadadadadadaaaah *trommehvirvel* SEKSOGFYRRE på listen - JA!! du læste rigtigt numme 46. Vi er rykket hele fem pladser mens vi var på ferie. Jamen jamen jamen hvordan kan det dog ske?? Jeg forstår det heller ikke. Desværre er der tilsyneladende og så vidt vides kun kommet et barn. Det var til dem, der stod nummer tre, tror jeg nok. Det var en dreng . Så var der et par, der havde havde skrevet på ICBFs gæstebog, at de var blevet gravide, men de tre resterende pladser, ved jeg ikke, hvorfor vi er rykket. Har prøvet at spørge på ICBFs gæstebog, men ingen ved tilsyneladende nærmere. Nå men uanset hvad er det da dejligt, at vi er rykket op, selvom jeg ville ønske, at det var fordi, der var kommet børn. De næste par uger hører vi nok intet nyt, for Pia hos AC holder ferie. Det er rart med det ryk i den her periode, hvor vi nærmest har mistet troen på, at adoptionen bliver til noget. Det er måske meget normalt, at man svinger i følelserne gennem processen, men ærlig talt så synes jeg så godt, at det kunne svinge lidt mere herhjemme, for det har ligget temmelig stabilt for nedadgående med håbet og troen på, at vi få barn i 2007. Vi fik åbenbart et ordenligt slag i ansigtet, da ventetiderne blev meldt så markant meget længere, at vi i hvert fald ikke endnu er kommet over på den anden side af følelsen af, at tiden går baglæns for os. 

ONWARDS!

16.06.06

Jeg vil bare sige tak til alle jer, der skriver i gæstebogen. Det er virkelig dejligt, når man får en lille hilsen. Så ved  man, at der står folk på sidelinjen og følger vores ørkenrejse. Ventelisterne er jo blevet opdateret igen for juni måned. Vi er jo kun rykket en plads. Jeg glæder mig  mere end noget andet til den måned, hvor jeg kan skrive, at vi er ryket fire-fem pladser mindst. Den skal nok komme før eller siden. Norge har jo haft masser af den slags måneder. Det skal nok nå hertil på et tidspunkt. Når det regner på Norge, drypper det på Danmark ... eller hvordan er det, nu det er??

Ellers er det ikke meget nyt, glæder mig til sommerferien.

Wild Mood Swings igen og igen...

06.06.06

HURRAH HURRAH HURRAH - Vi er endelig efter mere end seks måneder blevet godkendt af ICBF. Det er en dejlig følelse - nu går det fremad. Nu er vi godkendt selvgodkendt godkendt og godkendt!! Af alle som der overhovedet kan og skal godkende noget i den her sag - resten er bare ventetid.... Haha. Vi har ikke modtaget vores officielle brev fra ICBF endnu. AC skal lige oversætte det, så kan det blive sendt ud. Vi er tyve familier på listen, der har modtaget godkendelse og nummer 1 på listen har fået søskende i forslag. Vi er altså ikke helt glemt i Colombia. Det var helt fantastisk at komme ind på ACs forside i dag og se at tyve familier var godkendt. Lettelsen var kæmpe stor, da jeg så vi var med på listen. Jeg har ringet til AC og fik at vide, at ICBF har godkendt os til aldersrammen på 0-12 måneder. Det er da dejligt, men alle må huske på ikke at danne sig for mange forventninger og forestillinger til barnet, der skal komme, for det er nemlig en helt anden sag om ICBF selv tager det så højtideligt. Vi tager med glæde hvem der kommer!! - også selvom det er en pingvin ;-)))

Ja men ja men jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige, endnu en milepæl er nået og det føles godt. Nu kan det ikke gå stærkt nok med at finde en region til os. KEEP UP THE GOOD WORK COLOMBIA!!

Det er sjovt, fordi man tænker egentlig ikke selv længere frem en næste målstreg. Jeg har været spændt på vores godkendelsesramme i Colombia siden vi blev godkendt herhjemme. Nu kender jeg den og i samme sekund dukker næste spørgsmål op: Hvilken region får vi - og jeg tør slet ikke tænke på det spørgsmål der kommer efter det....

TILLYKKE TIL OS!!

31.5.06

Norge har modtaget 44 børn fra ICBF i år.Hvor mange er det nu lige Danmark har modtaget? Hmmmm 2? eller 3? Jeg ved det ikke engang længere, jeg kan ikke huske det.

For retfærdighedens skyld skal det alligevel siges, at det står ca. 200 på venteliste til ICBF i Norge, mens der er ca. 60 i Damark.

Jeg ved snart ikke om det virker mest skræmmende eller opmuntrende.

Så spørgsmålene flyver rundt på nettet: Hvor længe har de ventet, hvor længe, hvor længe?? Ventet fra det ene til det andet og svarene er umulige at holde rede i ... og jeg ender alligevel med ikke at kunne sammenholde noget som helst.

Spørgsmålet lyder snart som en evig ringene tinitus: Hvorfor kommer der ingen børn til Damark, hvorfor kommer der ingen børn til Danmark, hvorfor??

På den anden side, så står vi nummer 51 på ventelisten, og hvis Norge kan få 44 børn på fem måneder, så er der jo virkelig håb for at det en dag kan gå stærkt.

Jeg hader at vente. René siger, at jeg skal holde op med at læse alle de rygter og statistikker og så videre på nettet, men hvad i alverden skulle jeg ellers gøre. Så går tiden da med noget. Mon folk der ikke adopterer overhovedet kan forestille sig hvor åndsvagt det i grunden er at stå i en kø for at få et barn?

Jeg hader at sige det, at tale om det: Vi er nummer 51, vi har ventet så længe, måske er vi uheldige og bliver sprunget over i køen, måske er vi heldige, nej vi ved ikke om det er en dreng eller pige, nej vi ved ikke, hvor gammel barnet er. Det er en underlig absurd måde at tale om det at få et barn på, synes jeg nogen gange. Man glemmer næsten nogle gange hvad det virkelig handler om og reducerer sig selv og sit kommende barn til et kønummer, et tal som bliver det overordnede princip i tilværelsen. Målet man har sig for øje, den nye altoverskyggende styrende Gud: Tallet 51

Nej, jeg er ikke sikker på, at folk forstår hvad jeg mener...

 29.5.06

15.05.06

Her er det svar, som vi fik fra AC på min mail:

Ventetiden er desværre stigende, der er dog kun en familie på ventelisten, der har ventet 2 år og de er godkendt til søskende, hvor ventetiden er længere. Det vi i princippet aldrig kan kan vide, er hvor ventetiden bevæger sig hen. Der er nogle signaler om at den er stigende, men omvendt er der også nogle positive signaler på at det måske kunne vende igen.  ICBF har ingen faste regler om, hvor længe en sag må ligge i en region, derfor kan ventetiden i en region i værste fald blive på et år eller længere. Jeg har dog ingen erfaring med at vore ansøgninger har ligget så længe og de 2 familier der har fået barn i forslag i 2006, deres ansøgninger lå 3 – 4 måneder i region indtil der blev udvalgt barn til dem. Hvor lang tid der endnu skal gå for de næste familier ved jeg ikke, men jeg tror ikke at vi generelt kan sige at ventetiden i regionerne er et år, men udelukkende at det kan den åbenbart blive for de mest uheldige familier.

Med hensyn til godkendelser mangler vi endnu nogle for oktober måned. Jeg fik dog allerede i marts måned godkendelser til nogle familier, hvor ansøgninger blev sendt ud i oktober måned, hvorfor jeg formoder at de er nået frem til november.

Med andre ord så ved AC åbenbart ikke noget, men det er sådan set også rart at få bekræftet i stedet for at forestille sig, at de bare ikke vil ud med den viden, de har. Desværre er hele billeder jo lidt nedslående, men lige nu går der rygter på nettet om, at ICBF skulle have sendt mange sager i region. Spørgsmålet er så, om det også gælder for Danmarks vedkommende. Jeg holder vejret, mens jeg venter på mere nyt de kommende dage....

11.05.06

I dag opdaterer AC ventelisterne. Intet nyt er sket, det ved vi jo. Humøret er i bund, Danadopt melder stigende ventetider i regioner IGEN og AC er som altid tavs som graven. Lige nu er jeg træt træt træt af AC og deres stumhed!!

Det er umådeligt irriterende at skulle høre alting først fra Danadopt, og erfaringen siger os jo efterhånden, at AC bekræfter Danadopts udmeldinger noget tid efter. Det er underligt, men generelt virker det som om store dele af adoptionsområdet befinder sig i en bølgedal. Der er stigende ventetider stort set overalt. Jeg vil ikke tænke på, hvordan det hele ser ud om to år. Men tingene kan selvfølgelig vende, hvad ved jeg??

På ICBFs venteliste stod der, at vores kontaktperson hos AC i en privat mail havde bekræftet de stigende ventetider, som Danadopt melder om. Jeg har nu skrevet til AC, om det betyder stigning IGEN siden sidste udmelding.

Jeg er træt af ACs facon for at sige det rent ud. Vi andre er også voksne mennesker, der godt kan håndtere at forholde os til usikre informationer. Det er provokerende, at de er så lidt oplysende. De burde lavet et månedsbrev. Så kunne de bare skrive, at de ingenting vidste, eller at der var stor usikkerhed, men det her hemmelighedskræmmeri går mig på nerverne. Det giver paranoia og er en dårlig strategi i mine øjne.

Jeg er jo arbejdsløs og går hjemme og desto større er irritationen og frustrationerne over at være barnløs. SPILD AF TID OG SPILD AF MIT LIV!! 

 Sådan  føles de dårlige dage og helt ærligt - jeg vil være fascistisk nok til at mene - at kun folk der har prøvet at tvivle på at det nogensinde ville lykkes dem at få et barn på den ene eller anden måde - dybest set kan forstå det. Tiden bare går og går og går... og andre siger: nyd dog at I kan gåi biografen, nyd dog at I kan dit og I kan dat - og nu skal I se, når i først har adopteret, så får I nok jeres eget barn.... og *SUK*  - Vi kan ikke bøje det i selvlysende neon nok, at formålet med at adoptere ikke er at få et biologisk barn.

Nu må vi se hvad AC svarer. Jeg har også spurgt, hvornår v kan forvente godkendelse af vores sag i Colombia. Vi har ventet i et halvt år nu. OG NÅR de først ser vores sag, vil de selvfølgelig indse, at vi skal have et barn meget hurtigt ...

21.04.06

I dag har vi haft besøg af vores nye sagsbehandler. Vi hører nu undr Københavns amt i stedet for kommunen, og det betød, at vi ikke kunne beholde den gamle sagsbehandler. Det var lidt ærgerligt, da vi jo selvfølgelig efter vores godkendelse følte os meget trygge ved den gamle. Nå men jeg havde da også allerede gjort mig mange forestillinger om det monster, der sikkert ville komme ind ad døren idag. Heldigvis virkede hun flink og fornuftig. Hun skulle bare se vores bolig. Det er jo ren formalia, at det nye hjem skal godkendes. Det havde vi da heller ikke været nervøse for her i vores nye fantastiske lejlighed :-)

I det hele taget bliver det jo også kun aktuelt, hvis vi kommer ud i en regodkendelse - altså hvis vi ikke har fået barn om halvandet år fra nu. Ellers skal vi ikke have noget med hende at gøre. Men det er jo en mulighed, at det sker.

Ellers er der intet nyt under solen i denne uge ... stadig ingen børn ... stadig ingen nye sager sendt til region ... Vores dagbog bliver som Horton-sagaen, hvis der ikke snart sker noget, så rust jer med tålmodighed ;-)

12.04.06

Ventelisten er opdateret for denne måned, og vi er rykket til plads 51. Der nåede lige at komme et barn mere i forslag i går. Det var en dreng, der lige var fyldt to år. Så er vi endelig rykket tre pladser ned på listen. Vi må håbe, at der fremover sker lidt mere for med det hidtidige tempo, så bliver vi jo ikke forældre de første ti år. Det er lidt svært at være rigtig glad fordet moderate ryk på listen. Det lovede forårsbabyboom er aldeles fraværende, og det er svært at tro på, at tingene ændrer sig. Ventetiden, fra ens sag er sendt i region, til man får barn i forslag, er steget med ca. to tre måneder, men der er bare ikke sendt flere sager til region. Ikke så vidt vi ved i hvert fald. Jeg håber snart, at tingene ændrer sig, for jeg kan ikke rigtig se, hvordan prognoserne overhovedet skal holde bare halvt på den måde. Hvis bare der snart blev sendt 10 sager mere i region, ville jeg slappe lidt af. Det handler selvfølgelig om at fokusere på, hvor længe, dem der står øverst på listen, har ventet. Alt andet er for så vidt uvedkommende. Lige nu er de, der får børn ca. oppe på to år. Jeg håber virkelig ikke, at den grænse overskrides. To år bare maximum for mig. Jeg bliver vanvittig, hvis vi bliver sat tilbage i tid igen. Hvad hvis folk kom ned for at føde, og så lægen sagde: Ja desværre det er uheldigt for dig, men du må altså lige gå hjem og være gravid ni måneder mere før du kan få lov at føde. SUK ikke meget optimisme at spore her. Jeg gider heller ikke at skrive sammen med de andre colombia-ventende forældre på de forskellige adoptionssider på nettet for tiden, for jeg har ikke noget positivt at bidrage med. Jeg vil helst bare fortrænge spørgsmålet om vi overhovedet nogensinde når i mål - og venter på bedre tider.

Så indtil efter regnen......

29.03.06

Så er der kommet et barn mere i forslag og forældrene har accepteret barnet. Det ville være dejligt, hvis der snart kom et barn eller to mere.

18.03.06

I går kom der barn i forslag Danmark. Hurra -så sker der endelig noget. Det var en dreng på fem måneder til nummer tre på ventelisten. Nu føles det endelig som om, at ventetiden blev brudt, håber der sker mere i næste uge.

17.03.06

Så gik der endnu en måned. Ventelisterne blev opdateret i tirsdags og vi var jo stadig nr. 54 her snart fire måneder efter, at vi kom på listen. Fire måneder lyder ikke af meget sat op imod de evigheder,som vi har ventet. Det ligger nok også i, at vi egentlig tæller fra starten af oktober, hvor vi blev godkendt i Danmark, mens vi skal tælle fra slutningen af november, hvor ICBF modtog vores sag. Jeg kan se, at ICBF er nået til sager, som de har fået i starten af oktober, så der går jo nok et par måneder endnu inden de når til vores. Jeg er nervøs for det og kan ikke rigtigt overskue, hvis de synes, at vores sag mangler oplysninger. Jeg har ingen idé om, hvad der så sker eller om det kommer til at forlænge ventetiden. Jeg håber bare, at det ikke sker. Jeg ser frem til april for jeg nægter at tro, at vi kan gå en ny måned i møde, uden at der kommer børn. De otte familier, hvis sager blev sendt til region i december, må få børn i forslag inden midten af april. Nu bliver vi snart nummer 46 :-)

01.03.06

Rygtet på ICBFs gæstebog siger, at der i januar kom 4 børn til Norge, og her i februar er der kommet 11. Så der kommer altså børn fra ICBF, bare ikke til Danmark. Jeg håber, der snart sker noget. Det er ikke til at udholde. Det ville betyde meget, hvis vi bare kunne nå at rykke et par pladser op, inden den næste opdatering af listen om fjorten dage, men efterhånden virker det også usandsynligt. Det første jeg gør hver dag er at se på ICBFs gæstebog for at finde ud af om nogen har fået barn i forslag. Lige nu kigger jeg efter flere gange om dagen. Det må snart ske. Det må være uudholdeligt for de otte, der har ventet hver dag i over to måneder på en opringning. Det må gøre en helt syg. Jeg har fået at vide, at en af grundene til, at ventetiden er sat op er, at normalt har man fået barn i forslag nogle få uger efter sagen var sendt til region. I de her otte sager er der så bare gået over to måneder. Jeg håber virkelig, at det når at gå den anden vej. I midten af måneden rejser vores kontaktperson hos AC til Colombia. Det bliver rart at høre nyt, når hun kommer hjem. Jeg håber, at der bliver positive meldinger om flere sager, der er på vej ud til regionerne. Det må komme nu. Vi skal også snart have kvartalsbrev med nyt fra AC, men spørgsmålet er, om der er så meget nyt, vi ikke allerede ved på nuværende tidspunkt. Jeg bliver så misundelig når jeg ser, at det strømmer ind med børn til Norge, men jeg ved jo ikke, hvor længe familierne der har ventet. På den anden side er det rart at se, at ICBF er i gang, og at der faktisk kommer børn. Jeg har været lidt trist siden i mandags, men jeg håber bare, at det hele når at vende igen. Jeg glæder mig sådan til at rykke op på listen.  

27.02.06

I dag skete der desværre det, som vi har været bange for de sidste par måneder. AC har sat ventetidsprognosen op til halvandet til to år. Jeg blev meget ked af det i dag, da jeg så det på ICBFs gæstebog. De sidste par uger har jeg virkelig forsøgt at kæmpe mod den paniske føelelse af, at noget var helt galt. Jeg har gentaget og gentaget for mig selv, at AC hele tiden har sagt, at der ikke var grund til bekymring. Det gør mig meget ked af det og meget vred at tænke på, at da vi kom på listen for tre måneder siden, var vi blevet stillet i udsigt, at hvis vi var heldige, kunne vi komme helt ned på 10 måneder til barn i forslag. Nu hedder det bedste pludselig halvandet år og det værste to år. Det er en uendelig ventetid, der tårner sig op foran os, og ligenu synes jeg, at det er fuldstændig uoverskueligt. Det virker som om, at vi er gået tilbage i tid, fordi lige nu kan der være længere til vi får et barn, end vi troede, der var, da vi kom på listen. Da vi blev godkendt i oktober, troede vi, at der var reel mulighed for, at hvis vi var heldige, kunne vi nå at få et barn inden jul i år. Det er langt fra på tale nu, og nu skal vi være heldige, hvis vi får barn før sommeren 2007. Jeg havde skrevet til vores kontaktperson hos AC i fredags og spurgt til situationenog givet udtryk for vores store bekymring og frustration over det hele. Hun havde skrevet tilbage, at hun først havde tid til at svare os i denne her uge. Jeg følte det ekstremt frustrende tilfældigvis at støde på nyheden på internettet her mandag morgen. Jeg synes, at det er en kæmpe stor ændring for folk på ICBF-listen, og det er under al kritik, at vi ikke kan få det at vide først, før man bare kan læse det på nettet. Det var meget ubehageligt. Jeg ringede til AC og beklagede mig over det, og vores kontaktperson sagde, at de jo var nødt til at opdatere ventetidsprognoserne for nye adoptanter, men det er jo reelt set ikke nogen undskyldning for, at vi andre ikke lige får et personligt brev eller mail først. Det er måske svært at forstå, at det ikke kan være ligegyldigt, om man læser det på ACs hjemmeside eller får en privat besked, for budskabet er jo det samme, men det virker som noget meget personligt. Det er jo vores venteliste og ikke alle andres. Det er et barn, vi venter på fra den liste. Jeg ved ikke hvad i verden, der kunne være mere vigtigt. Vi har været meget vrede på AC i dag og har følt, at de har snydt os. Da vi kom på listen, havde Danadopt allerede udtrykt bekymring over formidlingen fra ICBF og havde varslet stigende ventetider. Jeg havde derfor flere gange ringet til AC i den forbindelse og spurgt, hvad man skulle tro. AC fastholdt, at de ikke mente, at der var grund til bekymring, og at de havde langt større erfaring med at formidle børn fra ICBF. De så på daværende tidspunkt overhovedet intet tegn på, at der var belæg for, at ventetiderne ville stige, og de mente, at det var udtryk for unødig bekymring fra Danadopts side. De sagde, at de sagtens kunne bruge flere ansøgninger til ICBF, og at det ikke havde indflydelse på ventetiden, hvor mange der stod på listen. Nu er ventetiden steget med mulige 100 procent, og beskeden er, at ICBF har fået så mange ansøgere, at ventetiden må stige, fordi der ikke er børn nok. Jeg ved godt, at AC hele tiden har sagt, at de ikke kunne spå om fremtiden eller give garantier, men det virker som om, at de hele tiden bare har solgt best case scenario, men der ville vi måske hellere have haft de mere usikre realiteter præsenteret hen ad vejen. I dag føltes det i hvert fald som om nogen fuldstændig trak jorden væk under os. Jeg er både meget vred på AC og ICBF, men jeg ved heller ikke hvem ellers, jeg skulle være vred på. Det er så svært, fordi der rent faktisk sidder nogle levende mennesker og trækker i trådene. Det er ikke ligesom den vrede over, at vi ikke blev gravide, da vi prøvede. Det var der jo ikke så meget nogen, der kunne gøre for. Men i den her proces er der andre mennesker involverede, som er med til at bestemme, hvornår vi får et barn. Man tænker, at man da må kunne gøre dem begribeligt, at det altså er meget vigtigt, at netop lige vi får et barn ret hurtigt, og samtidig ved man godt, at de her mennesker har bygget et system op, som er vanvittigt bureakratisk og styret af regler. Systemet er blevet Gud og grunden til, at de ikke bare lige kan gøre en undtagelse i ens specifikke sag. Jeg forstår jo godt, at det nødvendigvis må være sådan og skal være sådan, ellers ville det hele jo bryde sammen. Da jeg i dag tre gange sagde, at jeg fuldstændig have mistet troen på ICBF, og at vi kun ønskede at skifte liste, fik jeg jo også bare det svar igen og igen, at det ikke kunne lade sig gøre. Sådan er systemet. Det vidste jeg også godt. Vi har fået det at vide igen og igen fra starten. Sikkert fordi der er mange som os, der går i panik og vil skifte så snart tingene ikke går som forventet. Jeg forstår virkelig godt, at det ikke kan lade sig gøre, men samtidig er det svært ikke at rette sin vrede mod de mennesker, der står imellem os og et barn. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg troede alvorligt på, at det her var vores lod i livet på den måde, at det bare var meningen, og at vores adoption ville glide uden problemer. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg troede, at vi skulle være lykkens pamfiliusser. Gad vide hvorfra jeg egentlig havde den idé. Det er nok bare det, at den her adoption virker så rigtig, virker så meget som meningen med vores liv, at jeg troede, at hele verden bare havde ventet på os. Det er sjovt fordi på samme måde, tænker jeg altid, at hvis vi havde valgt fertilitetsbehandling havde vi aldrig fået et barn. Jeg havde et billede af os, som de heldige, der lige blev hevet ud af listen og fik barn efter 10 måneder. Det tror jeg stadigvæk nogle gange, og måske er det også derfor, at jeg går i panik ved tanken om, at vi slet ikke er specielle, men ligesom alle andre bare må stå og vente i to år, eller så længe ICBF behager. Tanken om at vi ville blive sprunget over er helt ubærlig. Det kan ikke ske for os.

Jeg kan slet ikke udholde tanken om, at vi kommer op på to år og skal til at regodkendes. Det værste ved det hele i dag, var da det gik op for mig, at der virkelig ingenting er, vi kan gøre. Vi er kun marionnetdukker i det her spil. Jeg kan ikke - uanset hvor ked af det jeg er, hvor vred jeg er, hvor meget jeg hidser mig op, eller hvor høflig og flink jeg er - ikke ændre noget. jeg kan ikke få AC til at gøre noget for at fremskynde vores sag. Sådan må det nødvendigvis være, men der er intet værre i den her verden, end bare at måtte acceptere forholdene uanset hvad, Buddha være med en eller ej.

23.02.06

Ja, jeg har jo ikke skrevet noget længe, men der er absolut heller ingenting sket. Det har været sindssygt frustererende at se, at vi stadig havde plads 54 på den venteliste her i februar. I midten af marts har vi ventet i fem måneder!!! OG INGENTING ER SKET!!! Vi har stadig den samme plads. Det som faktisk ER sket er, at AC konstant sætter ventetidsprognoserne op for ICBF. Da vi kom på listen i efteråret hed det 1 år til halvandet, så hed det halvandet og nu i løbet af de sidste par dage har AC så sneget et fint GODT halvandet år ind. Jeg kunne have smidt en bombe i går, da jeg så det. Det er for frustererende, og ingenting får man at vide fra AC, mens man sidder på den liste. Der er snart gået fem måneder, uden vi har hørt noget. I december fik vi et nyhedsbrev, der lovede guld og grønne skove og babyboom i det her forår, og det fastholder de, men samtidig sætter de ventetiderne op. OG JA det var udmærket med de otte sager, der er sendt til region for nogle måneder siden, men jeg bliver ikke engang glad, når de otte børn kommer i forslag, for vi ved jo allerede, at de kommer. I øvrigt, hvis der skal nå at komme så mange børn i det her forår, så skulle flere sager jo sendes til region NU!!! Hver dag kigger jeg på ACs side og på ICBFs side, men INTET NYT!! Hvordan skal det lade sig gøre, at vi kun skal vente i halvandet år,når vi har haft den samme plads i næsten et halvt år. Jeg har en sindsyg dårlig følelse af det hele. Jeg føler nærmest at AC lyver overfor os. Så får man at vide, at der ikke sker noget, fordi ICBF holder juleferie, men rygterne på ICBFs gæstebog siger, at der er kommet tyve børn til Spanien og også nogle børn til Norge. Jeg bliver paranoid og får alle mulige konspirationstanker om. at de allesammen lyver for os. Hvis ICBF sender børn alle mulige andre steder hen, er det så ikke fordi AC ikke gør deres arbejde ordentligt, eller hvad. Jeg ved det ikke nytter noget at spekulere på et system, der er umuligt at gennemskue, men ligenu ved jeg ikke, om jeg er mest vred på ICBF eller AC. ICBF har ikke engang godkent vores sag endnu. Rygtet siger, at de kun er nået til september. Det vil sige, at ingen i Colombia har brugt fem minutter på vores sag, og alligevel er vi fanget på deres liste, hvor ventetidsprognoserne langsomt stiger. I går var jeg så desperat, at jeg ville skifte liste til et andet land. Jeg ved det lyder ikke godt, men jeg har heller ikke lavet den her dagbog for at alt, hvad jeg siger, skal lyde pænt. Vi var tæt på at vælge Sydafrika og nu ligger ventetiden der på et år. Det kan ikke nytte noget at sammenligne. Vi er fanget hos ICBF i mindst to år. Sådan er reglerne, og det er jo også forståeligt, ellers ville jeg jo skifte liste hver gang jeg gik i panik, og så ville vi altid stå nederst, så det ville være det samme Mwahaha!

Jeg er virkelig i dårligt humør over det. Jeg er blevet færdig med studierne, om ti dage flytter vi til vores lejlighed, og vi SKAL HA ET BARN SENEST TIL FORÅRET!! En eller anden begrib det dog! Så har vi jo allerede ventet i næsten fire år siden vi gik i gang.

I Colombia har sagen om FARC Tshirtene været virkelig stor, forlyder det fra nogen, der har været derovre (for at hente børn fra de private institutioner SELVSAGT!) En eller anden totalt idiotisk dansker står bag et firma, der har solgt t-shirts til støtte for den Colombianske terror-organisation FARC, som er på EUs terrorliste. Jeg så tåben i Nyhederne, som udtalte, at EU ikke vidste havd de talte om, og at organisationen ikke udøvede terror. Nå nej, hvornår har daglige kidnapninger og mord været terror??? Det er Colombianerne så heller ikke enige i, og de har selvfølgelig det indtryk, at det er en dansk holdning som sådan, at man skal støtte FARC, eftersom T-shirtsene er blevet solgt herhjemme til danskere. Forhåbentlig uvidende om, havd FARC er. Jeg kan kun tro, at folk bare har troet, at det var en smart t-shirt, så hvis du har en t-shirt, der står FARC på, smid den ud og ærg dig! Nå men sagen som jeg godt har set nævnt med et enkelt indslag har hjemme, har vist været meget stor i Colombia. Der har været demonstartioner foran den danske ambassade og den har fyldt en del i aviserne derovre.  Vi er et populært folkefærd rundt omkrig i verden. Det har sikkert ingen betydning, men alligevel spekulerer man på om danskerne er lidt mere i unåde derovre på grund af sagen. Jeg ville da heller ikke sende børn til et land, jeg troede støttede terror-organisationer.

30.11.05

I dag er jeg begyndt at lave denne hjemmeside. Jeg håber på, at den efterhånden bliver udbygget med lidt flere detajler rundt omkring. Her i dagbogen vil jeg skrive, mens jeg venter på, at vi får et barn. Vi søgte om godkendelse til adoption i november 2004, og vi blev endeligt godkendt den 10. oktober 2005. For en uge siden blev vores papierer sendt af sted med kurer til Colombia, så nu venter vi på at høre derfra, hvilket vel først bliver om tidligst fire måneder. I midten af december opdaterer A-C ventelisten, så får vi endelig at se, havd nummer vi får. Det bliver spændende. Der sker jo nok desværre ikke så meget mere nu i det lange løb. Der er ikke mere så mange delmål, der skal nås, og det næste år til halvandet flyder sammen til en temmelig uhåndgribelig ventetid, der ikke er til at forholde sig til. Nogle dage tæmker jeg, at det er så langt ude i fremtiden, at det er til at grine eller græde over, andre dage har jeg lyst til at gøre alting klar med det samme. Her i dagbogen vil jeg få tiden til at gå med at skrive, havd der falder mig ind, når jeg har lyst. Jeg håber også, at den sidenhen kan bruges til at holde familien lidt opdateret, mens vi er i Colombia, hvis der overhovedet bliver tid til det. I er i hvert fald velkomne til at læse med.