25. januar 2009

Så kommer der rejseberetning her fra Las Palmas i Bogota, hvor vi er kommet godt og sikkert frem uden de helt store komplikationer – altså i hvert fald da det lykkedes os at slippe ud af det supertjekkede Københavns lufthavn.

Klaus kørte os til Kastrup hvor vi ankom tre kvarter før check in. Der var kun en kasse åben og en lang kø – og det gik laaaaaaaaangsomt, så langsomt at vi og nogle andre gik pænt meget i panik – nogle så meget, at de skubbede og masede og snød sig foran i køen. Det var faktisk ikke så få, der benyttede den metode. Vi kunne af en eller anden grund ikke tjekke ind i ”gør det selv skranken”, som så mange andre så vi måtte vente. Fem minutter før check in, var vi som de sidste fremme ved kassen – og fik at vide at nu skulle VI godt nok skynde os, fordi nu lukkede de altså. Og så kom million-kroner-spørgsmålet, som lød: ”Har I ikke en baby med?” Vi forklarede, at det først var på hjemvejen, men så havde vi et problem, for billetten sagde, at vi skulle have en baby med, og så skulle vi godt nok også have en baby med!! Så vi kunne ikke checkes ind uden videre. Efter flere telefonopringninger fik vi lov at løbe op og komme først igennem sikkerhedskontrollen og så måtte vi løbe alt hvad remmer og tøj kunne holde hele vejen ned til flyet. Så kom vi endelig af sted mod Paris. I Charles de Gaulle gik alt fint efter planen. Vi kom på flyet til Bogota – og det var et fint fly med lidt bedre benplads men så heller ikke bedre.

Pludselig tog flyet i 1500 meters højde nogle kæmpe gyngeture fra side til side, så vi troede vi næsten skulle snurre hele vejen rundt. Ditte fik kvalme og måtte tage en jakke over hovedet og Rene sagde, at det her var vist ikke helt efter bogen – men så holdt det heldigvis op. Vi fik ingen forklaring, men det var anden gang den dag at pulsen var helt oppe at ringe og klokken var kun 11. Maden var i topklasse og smagte rigtig godt! Der var fladskærm i sædet foran og man valgte selv, hvad man ville lave, så vi så film, tv-serier, hørte cd’er, kedede os og kedede os, prøvede at sove, men kunne ikke – og der var stadig seks timer til landing i Bogota!!

Det tog laaaaaang tid og vi blev trætte!! Men tiden gik og gik og vi spiste sandwich og is og så mere film – og så var vi der endelig!!!! Klokken var halv fem i Bogota og altså halv elleve hjemme hos jer.

Så fik vi vores bagage og kom ind i Colombia – Der var fjorten grader og lunt og palmer og bjerge – og en flink mand der hed Freddie, der havde skilt hvor der stod ”Family Kraft”.

Han hjalp os med at hæve penge i lufthavnens vekselkontor, hvor de selvfølgelig kun snakkede spansk. Så kørte han os af sted i fuld fart til hotellet Las Palmas. Vi kørte på vejen, hvor folk også gik og solgte ting og jonglerede med ild.

Las Palmas er Helenas pensionat. Helena er ACs kontaktperson i Colombia, og hun er colombianer. Las Palmas er….. et sted, vi ikke er så kede af, at vi ikke skal bo størstedelen af tiden. Her er ok, men lidt slidt og meget lydt. Helena var her ikke, men det var Jane og Poul fra Danmark som har været her i næsten to måneder og stadig ikke ved, hvornår de får Sentencia (det vil sige hvornår, der falder dom i deres sag, så de kan rejse hjem).

De har vist os rundt og fortalt os det praktiske.

Så kommer vi til det mere alvorlige. Da vi kom til Las Palmas lå et brev fra Helena til os. Der stod desværre at vi først havde flybilletter til Monteria på mandag, og at vi først får Esajas tirsdag den 27. kl. 11.00 i stedet for mandag den 26.. Jeg var glad for, at vi var for trætte til at tage os af det, for vi blev pænt sure!!! Vi havde jo selv billetter til Monteria om søndagen, som blev annulleret, fordi Helena havde købt billetter til os, men de er først til dagen efter. ØV ØV ØV – så tæt på målet må vi endnu engang ruste os med tålmodighed. Men Tirsdag den 27. kl. 11.00. (Kl. 17 hos jer) får vi Esajas.

I Eftermiddag skal vi ud og shoppe med Jane og Poul. og Ditte skal til frisør. I morgen kl. 12:30 bliver vi hentet af Freddie, der kører os til Lufthavnen. Vi skal flyve kl. 15.00 og er så i Monteria halvanden time efter. Så skal vi til Hotel Sinu.

26. januar 2009

I går da vi kom hjem fra frisøren havde vi pludselig fået nye ”gæster” på Las Palmas. Der var kommet et nyt par danskere Tine og Jacob med deres datter Anna. De skal hente en pige på et år. Så vi hyggede os rigtig i går – og snakkede om de helt store oplevelser og følelser. Specielt Jane og Poul var meget glade, da de har siddet hernede mutters alene og holdt både jul og nytår og ikke har kunnet dele deres oplevelser med nogen.

I dag kom Helena endelig for at hilse på os. Hun var her kort, men virkede sød og rar. Vi skal flyve i dag kl. 15:00 og bliver hentet af en chauffør i Monteria, der kører os til hotellet. Vores sag skal foregå i en lille by, der hedder Lorica, så vi regner med, at vi får set lidt af den by også. Der skal vi køre til i bil – og det er jo meget godt, så vi får set lidt af landet. Vi ved ikke, hvor langt det nøjagtig ligger fra Monteria, men måske 30 kilometer.

Helena understregede igen, at de arbejdede hurtigt i Lorica, så vi skulle regne med tre ugers tid, men vi har allerede forstået, at her skal man ikke drage forhastede konklusioner.

SÅ SKER DET I MORGEN – DET ER FOR VILDT – VI GLÆDER OS SÅ MEGET!!!!

28. januar 2009

I al hast. Vi er landet på en anden planet - Monteria er helt fantastisk

oplevelse - en anden verden som man kun ser i film - meget sydamerikansk

- folk er søde her og vi føler os ikke utrygge.

Vi har travlt -Esajas er det sødeste man kan drømme om - og så ligner han

en modelbaby!

Han har været meget ked af det, men han er også lidt syg - idag var vi ved

lægen - han har halsbetændelse og feber, men vi har fået medicin til ham,

så det skal nok gå.

Vi har en sød tolk der hjælper os rundt - og tak for det!! Ingen kan et

ord engelsk her - og jeg mener ingen - de forstår ikke ord som mad, vand,

kaffe _ NADA!! Vi skulle vist have taget det spanskkursus - det gør jo

ikke tingene nemmere, men  alle gør deres bedste for at hjælpe os.

Jeg ville ønske jeg kunne vise jer alle det her sted. Vi kan gå i byen her

- men har ikke haft tid - Efter nogle dage håber jeg vi får overskud til

at gå i byens park - der er aber og kæmpe leguaner der lever der - det er

ret vildt.

Esajas spiser meget og sover meget og er ret ked af det - når han er vågen

vil han sidde hos os hele tiden og helst begge to. Vi har heldigvis fået

lidt tøj til ham af plejemoderen, der har lavet en fin bog med billeder og

fortællinger fra hans tidligere liv. Der er ingen tvivl om at han har

været hos en, som har elsket ham højt. I hører mere når vi har overskud

Stort knus og gerne nyt hjemmefra!

29. januar 2009

Esajas har sovet en del i dag og brokket sig over at være

syg. Jeg har været på ekspedition efter pizza ude i byen i dag, og det gik

fint, det kostede 5 kr. for at få dem kørt hjem til hotellet, imens kunne

jeg supplere beholdningen af cola og vand. Pizzaerne koster som i DK - 0,5

l Cola koster ca. 2,50.

Easjas fik laks med ris til frokost. Til aftensmad valgte han at bruge

noget brocolli mos som sovs. Han kan ikke lide sin hostesaft, den kan få

ham til at kaste op, og han skal have det tre gange om dagen, så det er

vist vores første konflikt, og det er næsten ikke til at få over sit

hjerte, men han kan jo heller ikke være syg.

I morgen tidlig skal vi til advokaten og skrive under på nogen papirer,

det tager kun 2 minutter. Jeg var lige ved at foreslå at advokaten kom til

os, men lod det ligge. Jeg håber Esajas er friskere i morgen, så kan vi

måske gå i parken og se på aber og leguaner, 150 meter fra hotellet.

I aften er der en natsværmer ude på gangen, der holder Ditte gidsel, så

hun tør ikke gå i køkkenet og hente vand. Den er ca. 2 gange så stor som

en gråspurv, og Ditte insisterer da også på at kalde den en fugl.

kh E, D og R

30. januar 2009

Af en eller anden grund får man næsten ikke noget kaffe i det her land,

jeg tror de sender det hele til eksport eller også er det med colombiansk

kaffe bare et marketing stunt. Jeg begynder i hvert fald så småt at længes

efter en god kop nescafe m. mælk.

I dag var vi på dommerkontoret og give vores advokat fuldmagt til at

behandle vores sag. Vi har fået at vide, at i Colombia er man meget

påpasselig med at navne og data skal stemme 100% overens, så da den

fuldmægtige havde skrevet vores navne af fra passet, var jeg blevet til

Rene Kappel. Kraft og Ditte var Ditte Kraft. Så der manglede et gård og et

Bjørg, og det bad vi dem rette - men Dittes fulde navn kom aldrig på

fuldmagten.  Generelt er der ringe tillid til offentlige dokumenter hernede, og notarer

findes i stort set hver andet hus. Til gengæld er folk ufatteligt flinke,

og med den smule spansk vi forstår er der i dag flere colombianere, der

glædesstrålende har stoppet os på gaden og fortalt lange historier om

Barrack Obama og de hvide mennesker med den sorte dreng:  

"Er han fra Afrika?"

"Nej, han er colombianer!"

"Tillykke, tillykke."

Vi har været i parken i dag, og der skulle nok være et par billeder, der

kan imponere en og anden, der tror Ditte er en pivskid hvad angår krible

krable dyr.  Vi så også en kolibri - og colombianerne så en kæmpe stor hvid, svedende mand hoppe op og ned mens

han råbte, "se fuglen, se fuglen". Meget moden reaktion, hvis jeg selv

skal sige det.

Esajas er stadig syg og har feber, som vi dog kan slå ned med den medicin

vi har fået. 38,8 nåede han op på i dag, så det er ikke så godt, og nu

nærmer vi os weekenden. Vi må finde ud af hvordan vi får fat i en læge i

weekenden, hvis det ikke bliver bedre. Esajas hader al sin medicin, selv

den der er flot rød og sødet med dejlig sukker, så det lugter som Dandy

fabrikken i gamle dage. Der er også noget hostesaft, som smager voldsomt

af kamfer, og som han en enkelt har kastet op af, fordi det smager så

grimt. I alt giver vi ham medicin 5 gange om dagen + plus det løse. Jeg

håber han en eller anden dag forstår, at vi ikke gør det for at være onde

ved ham - og stikpiller bruger man åbenbart ikke her. Som pynt på lagkagen

fandt vi også ud af at jeg har købt det forkerte mælkepulver, det er

åbenbart noget der er beregnet til langt større børn, det jeg har købt.

Det er vist aldrig lige ud af landevejen at blive forældre :-)

Kan I have det rart,

kh E, D og R

31. januar 2009

Igen i al hast: Esajas er desværre stadig syg, men i dag har han været i
super godt humør - og vi håber at det er tegn på bedring. I dag var vi ude
på et laboratorie og få taget blodprøve. Vi får svar senere, om der er
infektion, eller det er virus. Vi krydser fingre for snarlig og hurtig
bedring - Det er hårdt at se ham syg og træt, men når han har det godt en
stund er han i perlehumør, klapper i hænderne, griner og vil op at gå. Han
er bare så dejlig og smiler mere og mere for hver dag.

Senere i dag kommer Maribel (vores livsline/tolk) med svarene - og så må
vi se hvad lægen siger.

Ellers har vi det rigtig godt - nu må jeg slutte for Esajas vil ikke sove
mere.

Senere samme dag

1. februar 2009

I dag har været en rigtig, rigtig god dag.

For det første har Esajas ikke haft feber. Han piber dog stadig sommetider fra brystkassen, så vi fortsætter med hostesaften.

For det andet har vi fundet ud af hvorfor vi har haft svært ved at få ham til at spise. Jeg troede, at det måske var en form for tilbagefald, hvor han var vendt tilbage til en tidligere fase i sin udvikling og kun ville have mælk (det kan ske på mange forskellige punkter for børn, der bliver adopteret eller udsat for store forandringer). I virkeligheden viste det sig at være det stik modsatte, der var tilfældet. Drengen vil selv bestemme, hvad der kommer i munden! Så nu bliver han placeret på en stor plastic måtte, og så får han ellers lov til at guffe løs med arme og ben. Det bliver ikke til de store portioner, men nu lader vi ham spise sådan, og så kan det være vi får lov at made ham igen, senere. Lige nu er vi bare glade for at have opdaget, at han altså både kan og vil spise almindelig mad.

Efter formiddagsluren var vi i parken, hvor det vrimlede med leguaner, og der var også nogen, der blev håndfodret. Andre leguaner muntrede sig med skrald fra den grillbar, hvor vi indtog vores frokost. Jeg er helt syg med deres burgere. Bøfferne er kæmpestore, saftige, lavet af oksekød og altid gennemstegte, lige tilpas med godt grønt. Jeg har endda oplevet at der har været bløde løg i burgeren. 5 point fra mig.

Colombianerne tager søndagen rimelig seriøst, så næsten alle butikker er lukket, og der har ikke været så meget trafik ud over små 125 CC motorcykler, som også fungerer som taxa. Der går nok lige to dage mere, inden jeg sætter mig op på bagsædet af sådan en. Sidst på eftermiddagen var vi i poolen for første gang, og Esajas fik på den måde dagens tredje bad (den nye spisemetode er relativ rengøringstung). Han er i hvert fald glad for vand, og kongehyggede sig ved poolkanten bagefter. Vi var meget i tvivl om det var for meget af det gode så tæt på sygdommen, men vandet er håndvarmt og luften små 40 grader, så det kan ikke rigtig sammenlignes med en dansk pool tur. Vi krydser fingre for at det går.

Bagefter tog vi en runde om blokken og fik set dovendyret, som klatrede laaaangsomt rundt i en telefonledning. Det var meget svært at fotografere, men vi har da en slags dokumentation for det. Til aftensmad har vi fået Kentucky Fried Chicken på colombiansk, og så hedder det Pollo Chady's. Jeg var stensikker på der ville være pomfritter til. Esajas blev rigtig glad for at det var kogte, søde kartofler i stedet. Vi voksne kunne ikke lide tilbehøret, men så er der til frokost i morgen, siger Esajas, med morsingbosk snusfornuft, hvor det så end kommer fra. Så er der vist ikke så meget mere for de 500 pesos.

Kan I have det rart,

kh E, D og R

2. februar 2009

I dag har Esajas haft det rigtig godt og været glad og i godt humør. Det
var dejligt - Vi er begyndt at hygge os og slappe af - nu hvor vi kan se
at han er et sundt og rask barn. I dag spiste han noget mere end de andre
dage, så det går vist også den rigtige vej om end langsomt, men vi var
glade! I dag var vi en lang tur i parken og spiste igen en uhyggelig
frokost på burgerbar. jeg savner min lille gule hund, der sidder og tigger
med sine store brune øjne - for det er lidt hyggeligere end når
kæmpe-leguanerne tigger ved bordet. Hold da op hvor der var mange leguaner
på burgerbar i dag. Og de kom helt hen og sad ved vores fødder og
stirrede. Vi havde tre meget store der sad lige under stolene - og i
starten tog vi fødderne op på stolen - men så blev det for meget for mig
der sprang ned og greb klapvognen og løb på god afstand - og så løb rene
også!! Tre Colombianske mænd der sad i den anden ende af burgerbaren
morede sig kosteligt over os. Endelig gik leguanerne og vi vovede det ene
øje og vendte tilbage til frokosten - men så var det vores tur til at more
os for nu var leguanerne gået ned for at tigge af de colombiabske mænd. De
flygtede dog ikke, men måtte vifte med fødderne og endte med at måtte slå
ud efter leguanerne med en plasticflaske for at få dem til at gå væk. Det
var nu lidt af en stresset frokost!!

Så havde vi møde med ICBF-formanden i denne region. Hun hedder Candida.
Det var et mærkeligt møde og vi forstod ikke helt, hvad det gik ud på. Vi
er sikre på at det var ment som en hyggelig social begivenhed, men det
virkede lidt akavet.

Candida sagde at hvis alt gik efter planen kunne vi nok rejse tilbage til
Bogota engang i midten af næsten uge, men hun kan selvfølgelig ikke love
noget. Hun håber at vi skal i retten på fredag, men det er ikke sikkert
endnu. Når vi hører den slags datoer og tidshorisonter herned skal det
altid tages med forbehold - intet er sikkert før det er sket. Men hvis den
plan holder, kan det ske at vi er hjemme igen engang i uge 8, men nu får
vi se. Her hvor vi er nu - er det jo rart og dejligt!!

Håber I alle har det godt. I morgen daser vi ved poolen!

KH. E R og D

3. februar 2009

Øv Rene havde lige skrevet en lang mail til jer, men lige som han skulle
sende den forsvandt den. Så blev han sur og gad ikke mere, så jeg ved ikke
om jeg kan overtale ham til at uploade billederne igen - ellers kommer de
en anden dag.

I dag er der ikke sket det store - heldigvis. Vi slappede af ved poolen og
Esajas hyggede sig i vandet.

Esajas har storguffet i dag. Rene har fundet noget dejligt grød i
supermarkedet, vi kan røre op med varmt mælk. Mælk laver vi af
erstatningspulver og kogt vand, vi henter i køkkenet. Nede i køkkenet er
de ret mærkelige. Når vi ringer efter Roomservice, skal vi forklare tre
gange hvad vi skal have - og så ender det tit med at de ringer tilbage for
at sikre sig at det var " Dos Cafes". Jeg har undret mig over at vi var så
dårlige til spansk - lige indtil i dag, hvor vi fik een i receptionen til
at ringe for os - og han måtte også forklare det tre gange - selvom han er
kaffe-colombianer. :-)
Nå men i dag gik jeg efter to kander kogt vand og en juice - og de var to
mand i restaurenten og jeg var den eneste kunde. Det tog tyve minutter at
få kogt vand - og så kunne de altså heller ikke overskue at tage
telefonen, der ringede efter roomservice imens. De er ret underlige i det
køkken.

I dag kom Maribel - og vi gik rundt om hjørnet og fik taget pasfotos af
Esajas, så de er klar til efter dommen (Sentencia), der efter sigende
stadig bliver på fredag. Det foregår i byen Lorica tre kvarter herfra i
bil - og vi glæder os til at se den for det er jo der, Esajas har boet
indtil nu hos sin plejemor.

Hos fotografen fik Esajas meget ros - Hans billede blev godt i første hug,
og damen sagde ellers at hun nogle gange måtte tage tyve billeder af små
børn, før det duede. Hun var også imponeret over, at han slet ikke blev
bange for det plejede børn tit at blive, men han er også en modig lille
fyr.

Så gik vi en tur senere og de næste par dage, står der intet fast på
programmet, så det er dejligt.

Nu har jeg ikke mere at fortælle - Vi snakkes ved.

Knus Rene og Ditte og Esajas

4. februar

Øv Rene havde lige skrevet en lang mail til jer, men lige som han skulle
sende den forsvandt den. Så blev han sur og gad ikke mere, så jeg ved ikke
om jeg kan overtale ham til at uploade billederne igen - ellers kommer de
en anden dag.

I dag er der ikke sket det store - heldigvis. Vi slappede af ved poolen og
Esajas hyggede sig i vandet.

Esajas har storguffet i dag. Rene har fundet noget dejligt grød i
supermarkedet, vi kan røre op med varmt mælk. Mælk laver vi af
erstatningspulver og kogt vand, vi henter i køkkenet. Nede i køkkenet er
de ret mærkelige. Når vi ringer efter Roomservice, skal vi forklare tre
gange hvad vi skal have - og så ender det tit med at de ringer tilbage for
at sikre sig at det var " Dos Cafes". Jeg har undret mig over at vi var så
dårlige til spansk - lige indtil i dag, hvor vi fik een i receptionen til
at ringe for os - og han måtte også forklare det tre gange - selvom han er
kaffe-colombianer. :-)
Nå men i dag gik jeg efter to kander kogt vand og en juice - og de var to
mand i restaurenten og jeg var den eneste kunde. Det tog tyve minutter at
få kogt vand - og så kunne de altså heller ikke overskue at tage
telefonen, der ringede efter roomservice imens. De er ret underlige i det
køkken.

I dag kom Maribel - og vi gik rundt om hjørnet og fik taget pasfotos af
Esajas, så de er klar til efter dommen (Sentencia), der efter sigende
stadig bliver på fredag. Det foregår i byen Lorica tre kvarter herfra i
bil - og vi glæder os til at se den for det er jo der, Esajas har boet
indtil nu hos sin plejemor.

Hos fotografen fik Esajas meget ros - Hans billede blev godt i første hug,
og damen sagde ellers at hun nogle gange måtte tage tyve billeder af små
børn, før det duede. Hun var også imponeret over, at han slet ikke blev
bange for det plejede børn tit at blive, men han er også en modig lille
fyr.

Så gik vi en tur senere og de næste par dage, står der intet fast på
programmet, så det er dejligt.

Nu har jeg ikke mere at fortælle - Vi snakkes ved.

Knus Rene og Ditte og Esajas

5. februar

Magelige Monteria dage

I dag har vi helt selv taget en taxa ud i et storcenter, hvor der var en
colombiansk bilka og en masse andre butikker, fuldstændig a la Fields.

Inden vi tog afsted til Colombia havde vi godt nok fået at vide, at man
kan købe alt her, undtagen engangsvaskeklude, og det er virkelig rigtigt.
Supermarkederne er meget velassorterede i alle varegrupper, og Esajas og
René har fået suppleret garderoben med lidt colombiansk bomuld i dag.
Det vil sige, Esajas fik også lidt utilsigtet polyester, man skal godt nok
kigge godt efter i deklarationerne.

Jeg særligt imponeret over at de havde tøj i min størrelse, men
colombianerne er ikke små mennesker - de er mindst lige så høje som
danskere og generelt meget velproportionerede.
Vi har fået fortalt at middellevealderen i Colombia er 85, og selvom der
selvfølgelig også er ekstrem armod, ser folk i almindelighed rigtig sunde
og glade ud.

Når vi nu er ved buksestørrelser: De har nogen kager som ligner noget der
koster 1 mio DKK og man tror de er fyldt med alskens lækkert fyld, men når
man skærer i den, er der ikke andet end virkelig flot pyntet sandkage.
I kan vel næsten læse min skuffelse mellem linierne?

Frugt fåes i så mange farver og faconer, at det næsten ikke er til at
forstå, og når vi har genkendt æbler, pærer og bananer kommer der 30 andre
slags frugt, som vi aldrig har set før.
F.eks. maracuya, granadillas (som er godt for små mavser), tomatillos osv,
osv, som vi overhovedet slet ikke anede fandtes. Nå ja, og frugten koster
stort set ingenting - til aften fik jeg et stort glas jordbær smoothie
(lavet på isterninger og jordbær) for kr. 5.
Mange steder i DK ville de have 39 for det samme glas, og så føler man
endda at man har fået noget sundt guf. Måske man skulle overveje noget
import/eksport af eksotisk frugt?

Alle gaderne er jo ensrettede og ret smalle, og i dag var der en kæmpe
lastbil med en stor Mærsk container, der skulle manøvrere rundt i gaderne,
og det skete med assistance fra uniformerede, bevæbnede mænd, og en ung
knægt med en meget lang pind.

I eftermiddags var der en soldat, der hjalp os over gaden, vi stod vist og
kiggede lidt betuttede på trafikken. Han havde naturligvis en knippel og
en maskinpistol.
Ditte troede han sagde "Que pasa?" (hvad foregår der?) til os - jeg hørte
det som "Quereis pasar?" (vil I over gaden?). Det var heldigvis mig, der
hørte rigtigt, og vi har endnu engang mødt den colombianske venlighed og
tjenstvillighed.

Der er ikke nogen billeder i dag, vi bevæger os jo meget i de samme
cirkler, vi må se, om der er lidt ekstra i morgen, hvor vi har absolut
ingen planer.

Hasta luego,

Esajas, Ditte og René

Så er vi endelig kommet på nettet igen. Fjerde sal på Hotel Sinu havde som
den eneste etage på hotellet tabt sin internetforbindelse til omverdenen,
så der kom en tekniker og fiksede det langt om længe.

Torsdag skete der ikke alverden, men i dag har vi været i Lorica og få
vores "sentencia" og en fødselsattest til Esajas, hvoraf det fremgår, at
vi helt lovformeligt er Esajas' forældre, og det kan ingen aldrig
nogensinde tage fra os.
Vi havde vistnok forestillet os at der skulle være en egentlig retssag med
partshøringer og indlæg, men det var bare en underskrift ved en skranke og
2 minutters audiens hos den kvindelige dommer.
Det var faktisk en helt fin lille ceremoni, og hun ville gerne vi tog et
billede af at hun overdrog Esajas til sin nye mor, og så bad hun os om at
elske Esajas, og mindede os om at han er en gave fra Gud.
Vi lovede, at passe på Esajas altid og sagde at vi var meget taknemmelige
for den store gave vi havde fået.

Så var det videre til notaren og få lavet fødselssattesten, og Esajas fik
taget aftryk af sine fødder, så man kunne sikre, at attesten kun kan
tilhøre én og samme lille sveske.

Alt i alt tog det hele mindre end halvanden time, så det var jo dejligt,
og så gik turen ellers tilbage til Monteria og prøve at få lidt struktur
på resten af Esajas' dag, så det ikke skulle køre helt af sporet med søvn
og mad. Vi tror det lykkedes ok efter omstændighederne.

De billeder, der ser meget kontoragtige ud - det er "retssagen". Vi er jo
bagud med billeder, så der er lidt ekstra i posen i dag.

Og for pokker da - så er der ellers store abefest, vi har set aberne to
dage i træk. De bliver håndfodret og tigger om kap med leguanerne. De kan
tilsyneladende rimelig godt lide ostepops.

Vores sundhedstilstand i almindelighed:
Esajas har simpelt hen så ondt for tænder, der er to små fortænder, der
begynder at titte frem i overmunden. Det gode ved den historie er, at han
har en levende interesse i at få proppet sin tandbørste i munden, så han
har noget at tygge på.
Ditte er temmelig kvæstet i kroppen af at ligge på den stenhårde seng.
Jeg er i dag blevet bidt eller stukket to gange af et eller andet
kriblekrable væsen i foden. Det efterlod sig et synligt sår, så nu er jeg
noget videre spændt på hvor stor min fod er, når jeg står op i morgen.

Hvis man ikke er på Facebook, tror jeg måske man alligevel kan se nogle
flere af vores dyrebilleder, ved at klikke på dette link:

http://www.facebook.com/album.php?aid=62417&l=d2b67&id=606848665

Hvis det ikke virker, så træd ind i det 21. århundrede og få en Facebook
profil :-)

Kh DER

7. februar 2009

I dag var en mærkedag for Esajas og René, som blev hhv. 9 mdr. og 34 år.
Det er jo kunne 33 år og 3 mdr. til forskel. Det er vel ikke så slemt, når
alt kommer til alt.

Vi sov meget længe i dag, helt til kl. 7, men så gik det sådan set også
galt der fra. Formiddagsluren begyndte først kl. 12, og varede heldigvis
sin normale time - således blot et par timer forsinket. Eftermiddagsluren,
der normalt er 1,5 til 2 timer fra 14-16, varede fra  16.30 til 16.45. Til
gengæld tog det kun en god time at putte ham ved sengetid.

Det er alt sammen helt normalt og meget almindeligt, men altså også
temmelig stressende. Esajas reagerer på de voldsomme ændringer i hans liv,
og det er meget, meget svært at hjælpe ham. Man må nok indstille sig på,
at med mindre tingene ændrer sig meget over de næste dage, bliver der ikke
noget med at få lov at bære på Esajas for andre end Ditte og mig i det
næste meget lange stykke tid. Oven i at være blevet flyttet til en ny
familie, er han på et tidspunkt i sit liv, hvor separationsangsten er
kæmpestor, og vi er nødt til at være meget fokuserede på at få en god
tilknytning mellem ham og os.

Ditte valser alene rundt på gader og stræder og shopper, og vi er ellers
rigtig faldet til her i Monteria. Jeg overvejer hvordan jeg kan få
anskaffet mig et lille landsted uden for byen med en kokospalmelund og
lidt bananplanter og måske bomuld for sjov. Altså i stedet for får. Nå,
det bliver nok kun ved tanken, det er halvpebret at tage en på tur landet
på den måde.

Ellers takker jeg af efter en god fødselsdag, som faktisk endte med et
meget vellykket restaurantbesøg, hvor Esajas fik en vildt god suppe, og vi
andre fik et et stykke oksefilet. Ikke dårligt.

Hvis Esajas ellers sover ordentligt i nat, har vi booket en taxi til en
heldagstur til kysten i morgen, Playa Blanca. Lovende navn, siger jeg
bare.

kh

D:E:R
Soon to be - Pirates of the Caribean

8. februar 2009

En ret så fornøjelig dag må man nok sige. Det viste sig, at den strand vi
skulle besøge faktisk lå i San Antero, som er Esajas' fødeby, hvor helt
ufattelig heldig har man lov at være? Det er godt halvanden times kørsel
fra Monteria, og hvis man vil frem og tilbage i taxi og chaufføren skal
vente på én en hel dag, så koster det 250.000 pesos.

Vores søde tolk og guide, Marybel havde arrangeret turen for os, og var også med. Vi lånte hendes
storesøsters beach house, og når de siger hus på stranden - så mener de
hus direkte på stranden. Ditte og Esajas står foran huset på et af
billederne, og jeg står i knæ til vandet på det tidspunkt jeg tog
billedet.

Det viste sig, at den colombianske hær i går har beslaglagt kokain for 60
mio. dollars i netop San Antero, som samtidig er hjemsted for en kaserne,
så der var temmelig meget militær på gaden, og vores taxi blev også
stoppet. Helt udramatisk heldigvis, men havde Marybel ikke beroliget os,
kan det godt være at vi var panikket lidt. Mælkepulver kan f.eks. vistnok
bruges til at fortynde kokain med (selvom det næppe er nødvendigt på disse
kanter.)

San Antero og omegn er et virkeligt smukt sted, og fuldstændig blottet for
enhver form for følelse af Europa, meget meget eksotisk og smukt. Jeg
gætter på vi var de første ikke-colombianere på de kanter i år.

En virkelig god oplevelse for os alle tre. Og ja, det lykkedes de to
lyserøde grise at blive skoldede, selvom de havde smurt sig med faktor 30.

I morgen står der pas på agendaen, Esajas har dobbelt statsborgerskab, så
der skal laves colombiansk pas her i Monteria, og så skal vi lave dansk
pas på konsulatet i Bogota - og så kan vi rejse hjem. Måske allerede i
weekenden eller tidligt næste uge, alt efter hvordan tingene flasker sig.

kh D:E:R

PS: Vi har vist løst noget af soveproblemet: Hvis blot Esajas omfavner én
af os fuldt og helt, kan han faktisk godt falde i søvn, opdagede vi i
bilen i dag. Så hvis bare det er løsningen, skal det nok gå.
 
 
9. februar 2009
 
I dag har været en hård og laaaang dag på besøg hos det offentlige Colombia.

Vi skulle have lavet et colombiansk pas til Esajas så vi kan komme hjem.
Dagen startede irriterende nok med at vores ellers søde og pålidelige tolk
Maribel kom halvanden time for sent uden at give besked. Hun havde haft en
del problemer med sit andet arbejde. Det gik hårdt ud over Esajas sovetid
- og vi havde måttet holde ham vågen - og nu var vi nået så langt ud over
grænsen for hvad vi syntes var rimeligt, så vi havde lagt ham til at sove
- og ville ikke vække ham - så måtte Maribel altså vente på os. Men så
viste det sig at Rene og Esajas ikke behøvede gå med i første omgang -
havde været rart at vide.

Så gik jeg af sted - mod en meget fremmed verden - hvis det offentlige er
træls derhjemme så har jeg ikke ord for det her!!

Vi kom til paskntoret kl. elleve, hvor vi fik en kvittering - så skulle vi
gå i banken og betale et depositum. Så skulle vi gå til et andet
offentligt kontor og betale et andet depositum. Her mødtes vi af en vagt,
der sagde at der var lukket, selvom de havde åbnet 10 minutter endnu. Men
der var allerede så mange derinde, at de ikke ville lukke flere ind. Der
stod en rand af mennesker udenfor og råbte af vagten hver gang han åbnede
døren og lukkede nogen ud. Alle prøvede at forklare at deres sag var
vigtig og klaskede deres papirer op ad ruden i håb om at komme ind.
Maribel råbte "Senor Por Favor" - og noget om en adoptionssag - og det var
åbenbart en gylden nøgle, for vi var heldige at blive lukket ind. Så
skulle vi stå i kø igen - Der var fire før os, men det tog en halv time.
Rummet bestod af flere skranker og var propfuld af mennesker. Den første
skranke vi ventede på, skulle udskrive en kvittering, da vi havde den, gik
vi til en anden skranke for at betale. Så skulle vi til en boghandel og
have taget kopier af pas og visum - og så gik turen tilbage til
paskontoret - MEN DER VAR LUKKET. En vagt stod også her og lukkede få
udvalgte ind, men denne gang var vi ikke heldige. Maribel tiggede tre
gange om forståelse og løj om at vi skulle til DK i morgen, men NEJ!! Da
vi var ved at give op, kom en dame forbi - og hun havde åbenbart noget at
skulle bestemme, for hun søregde for at vi kunne komme ind og aflevere
vores papirer. Men damen oppe i skranken var gravid og havde i øvrigt
frokostpause. Klokken var tolv og vi kunne komme tilbage halvtre. SUK!!!

Klokken halv tre var vi tilbage - og her skulle Rene og Esajas være med.
Men vagten ville ikke lukke os ind, for den gravide madamme var ikke
ankommet endnu. Så måtte vi pænt stå og vente med lillemand på armen i
fyrre graders varme!! Noget der godt kan få forældre ret meget op i det
røde felt. I øvrigt er kl halv tre Esajas sovetid, så det var anden gang
den blev forstyrret i dag.

Heldigvis kom der en anden indflydelsesrig dame forbi efter ti minutter,
som sagde at vi kunne vente indenfor i paskontoret med aircondition  og
tak for det, fordi det viste sig at skulle tage fyrre minutter endnu inden
den gravide madamme gad dukke op. Og da hun endelig kom kunne næsten ikke
arbejde - hun prustede og stønnede og måtte drikke vand og kunne kun
skrive et bogstav ad gangen - og Esajas var TRÆT!! og vi vidste godt hvor
det bar hen, og det gjorde åbenbart ikke indtryk på madammen at han
klynkede og græd i en halv time, så Esajas måtte ty til den helt store
skrigetur - og når han skriger, så går det ikke stille an -  og mor og far
var efterhånden så pisse sure at de tænkte: lad han skrige, så de ikke kan
holde det ud, så arbejder de sgu nok hurtigere!!

Først kom en masse mennesker og kiggede - De syntes vi skulle prøve med en
sut - og jeg forklarede at han var træt - Så kom en dame og forsøgte
bogstaveligt talt at flå drengen ud af armene på mig - Hun ville tage ham
med, for hun kunne ikke arbejde i den larm - mennesker omkring os prikkede
til og aede og råbte på den lille fyr - og så gav jeg fanden i al
høflighed og sagde højt og surt "NO" og vendte ryggen til dem alle!! Den
forstod de så -  og pludselig kom de da også i tanker om at Rene og Esajas
havde været der længe nok og godt kunne gå hjem.
TAK FOR DET!

Så måtte mig og Maribel vente - og vi måtte vente længe - jeg skulle
skrive under fire steder og have taget fingeraftryk - men vi kunne ikke gå
hjem - for så skulle der tages to fotokopier af passet først - og det gad
madammen ikke før hun havde ordnet alle dagens pas - måske femten stykker
der skulle skrives ind i computer og op i en bog osv. OG DET GIK LANGSOMT
- og der var ikke andre end mig og Maribel der rent faktisk ventede på
vores pas. Heldigvis blev det dog efter endnu fyrre minutter en anden dame
på kontoret for meget - og madammen fik besked på at lave vores sag
færdig, så vi kunne komme hjem. Maribel måtte selv løbe rundt i huset for
at få lavet de kopier - og så slap vi endelig ud i det fri efter en
laaaaaaaaang dag i det offentlge system.

Tak skæbne - jeg skal stå længe i kø på Hvidovre rådhus for at brokke mig
igen!!

Nu får I ikke mere i dag for den 500 pesos.


Kh DER