Kirsten Elley: Adoption fra A-Z (2003)
En god og oplysende bog, som vi selv læste, da vi gik i gang med adoptere. Beskriver adoptionsforløbet på en informativ og overskuelig måde.
Merete Lindbjerg: Vi adopterer et barn (2001)
En udmærket men lidt formel bog, der beskriver hele adoptionsprocessen. Den kan sagtens anbefales, selvom jeg syntes den var lidt tungere end Adoption fra A-Z.
Louise Raaschou: Man elsker dem jo lige så højt - 10 samtaler om adoption (2003)
En rørende og interessant samling af adoptivhistorier fortalt af forældrene. Jeg kan kun anbefale den til alle, der interesserer sig for adoption eller overvejer at adoptere.
Kirsten Gunn: Jeg er adopteret (2002). 15 voksne adopterede fortæller om adoption.
En samling af historier hovedsaglig fortalt af voksne adopterede. Bogen er okay, men jeg syntes, at den faldt lidt udenfor mit interessefelt, da det først og fremmest drejer sig om danske børn, som er adopterede væk indefor Danmark for mange år siden. På den måde virker bogen ikke så aktuel for vores vekommende. Alligevel beskriver den selvfølgelig stadigvæk meget godt de mange følelser og spørgsmål, som mange adopterede kan have.
Birgit Madsen: Adopteret (2005) 20 børn og unge fortæller om at være adopteret
En spændende samling af børns og unges oplevelser af at være adopteret i Danmark. Jeg synes, at bogen er interessant og kan kun anbefale den til adoptivforældre eller andre pårørende til et adoptivbarn.
Gabriel García Márquez
Gabriel García Márquez blev født den 6. marts 1928. Han er en verdensberømt colombiansk forfatter. I 1982 modtog han nobelprisen. Han har været meget engageret i politik og tilhørte den politiske venstrefløj. Derfor har han også skrevet om og givet sin mening til kende vedrørende den latinamerikanske politik. Desuden har han siden 1950'erne arbejdet som journalist.
Imidlertid ligger hans skønlitterære værker fjernt fra politisk realisme.
I 1967 udkom hans berømte roman Cien años de Soledad (Hundrede års ensomhed, 1969). Den betød, at Márquez fik sit internationale gennembrud. Herefter er hans romaner generelt udkomet store oplag, og de er blevet udgivede på mange forskellige sprog.
I Hundrede års ensomhed anvendte Márquez den fortælleform, som senere blev kendt som magisk realisme.
De tidligere romaner, La hojarasca, 1955 (Hvirvelstorm, 1988), El coronel no tiene quien le escriba, 1961 (Ingen skriver til obersten, 1979), La mala hora, 1962 (Ondskabens tid, 1985) og novellerne i Los funerales de la Mamá Grande, 1962 (Mamá Grandes begravelse, 1980) foregreb nogle af de elementer, der også fandtes i Hundrede års ensomhed. Det drejede sig om det samme tema, som overordnet set har præget det meste af hans forfatterskab. Han skildrede først og fremmest ensomheden i alle dens former.
I El otoño del patriarca, 1975 (Patriarkens efterår, 1977) beskrev Márquez magtmenneskets isolation og almagtens destruktive betydning. På samme måde var også magtens ensomhed et centralt emne i El general en su laberinto, 1989 (Generalen i sin labyrint, 1989), hvor der fortælles om frihedshelten Simón Bolívars sidste ensomme og desillusionerede dage.
Den korte roman Crónica de una muerte anunciada, 1981 (Historien om et bebudet mord, 1982) var en rekonstruktion af et mord, som to brødre mod deres vilje var tvungne til at begå på grund af den latinamerikanske æreskodeks.
I de tidligste af Márquezs bøger var kærligheden generelt fraværende eller forkvaklet. I modsætning hertil handlede hans længste roman, El amor en los tiempos del cólera, 1985 (Kærlighed i koleraens tid, 1986) om ægte hengivenhed og en altovervindende kærlighed. Den korte roman Del amor y otros demonios, 1994 (Om kærlighed og andre dæmoner, 1995) handlede også om en oprigtig, men utilstedelig kærlighed i det 18. århundrede.
I Noticia de un secuestro, 1996 (Beretning om en bortførelse, 1997) forenede Márquez journalistik og litteratur i fortællingen om en narkohandlers bortførelse af ti personer.
Efter at have været syg i lang tid, udgav Márquez i 2002 sine erindringer, Vivir para contarlo (At leve for at fortælle).
Mange af Márquezs kortere værker er blevet filmatiserede. Han har også selv skrevet drejebøger.
Kilde: Den danske encyklopædi
