COLOMBIA

Colombia er en republik i Sydamerika. Landet er opkaldt efter Christoffer Columbus.

Hovedstaden i Colombia hedder Bogotá. Colombias areal er 1.138.910, og landet har 43, 7 indbyggere.

BNI pr. capita er 1,810 USD, og vækst i BNP pr. capita er 2,0 procent. Valutaen hedder Colombianske pesos (COP).

Colombias præsident er Álvaro Uribe Véles. Vicepræsident er Francisco Santos. Udenrigsminister er Carolina Barco Isackson, forsvarsminister er Ospina, og finansminister er Alberto Carrasquilla.

Flag

Colombias nationalflag blev officielt antaget i 1861 på grundlag af det flag, som Storcolombia, der bestod af Colombia, Ecuador, Venezuela og Panama, havde anvendt i kampen mod Spanien. Den gule farve i flaget symboliserer landet Colombia, som ved den blå farve, der illustrerer havet, er adskilt fra Spanien. Den røde farve er billedet på det blod, som desværre måtte ofres for at uafhængigheden kunne bevares.

 

Befolkningen

Befolkningen i Colombia er sammensat af mange forskellige folkeslag. Cirka tyve procent er hvide, mens omkring fem procent er sorte og halvanden procent er indianere, som igen har oprindelse fra mange forskellige stammer. Det resterende flertal af befolkningen er blandinger af hvide, sorte og indianere. Blandingen af hvid og indianer hedder mestizer, mens blandingen af hvid og sort hedder mulatter. Blandingen af sort og indianer hedder zamboer.

De hvide samt flertallet af de resterende befolkningsgrupper bor hovedsagligt i de vestlige dele af landet, som også er de tætteste befolkede områder.De sorte bor især på kystsletterne mod Stillehavet og Det Caribiske Hav. De er efterkommere af cirka 150.000 slaver, som blev indført til mine- og plantagearbejde i 1500-1800-tallet. Det lykkedes nogle få at flygte og danne små uafhængige samfund.

Indianerne bor hovedsagligt i detyndtbefolkede og østlige jungleområder, men desuden også på landets nordspids og i nogle områder i den sydvestlige del af landet. Mange af de forskellige stammer, hvoraf der er over tres,  har bibeholdt deres eget sprog. Derfor er nabostammer mange gange nødt til at kommunikere indbyrdes på spansk. Desværre er næsten to hundrede stammer uddøde siden den spanske kolonisering.

Siden 1950'erne er der sket en omfattende folkevandring fra land til by. Mere en end fjerdedel af befolkningen bor i en af de fire millionbyer, som er hovedstaden Bogotá, Cali (1,6 mio.), Medellin (1,5 mio.) og Barranquilla (1,0 mio.). Cirka tre fjerdedele af befolkningen bor i byerne rundt omkring i Colombia.

Der er meget stor forskel på levevilkårene i byerne og på landet, men desuden også inden for storbyerne, hvor der er en markant social opdeling. Det præger ikke mindst sundheds- og undervisningssektoren samt for eksempel adgangen til faciliteter som vandforsyning og kloakering.

Sprog

I Colombia er det officielle sprog spansk. Imidlertid taler en del af befolkningen også et af de mange indianske sprog. De mest udbredte er paez, der tales af cirka 45.000 paezindianere, og desuden chibchasproget der hedder muisca.

Religion

Cirka halvfems procent af befolkningen er katolikker. Med forfatningen af 1886 blev den katolske kirke statskirke, men i 1973 adskiltes kirke og stat. 

Forfatning

Præsidenten, som indtil 2005 ikke har kunnet genvælges, og Kongressens to kamre vælges ved direkte valg for fire år ad gangen. Præsidenten udpeger regeringen. Ved forfatningsændringen blev en vicepræsidentpost og to andre poster oprettet  med henblik på at støtte præsidenten i regeringsudøvelsen. Ud af Senatets 102 pladser er to forbeholdt indianere. Repræsentanternes Hus har 161 pladser, hvoraf hvert af de 32 departementer besætter to. Kongressen kan afskedige ministre. En forfatningsdomstol overvåger, at forfatningen overholdes.

 

Historie

Colombia var i førspansk tid beboet af flere indianske stammer. Det kulturelle stade kunne imidlertid ikke generelt måle sig med Aztekerrigets (Mexico) eller med Inkarigets (Peru). Dog var guldsmedekunsten en undtagelse, hvor man nåede et meget højt stade. Legenden om El Dorado, som var landet, hvor selv gaderne var brolagt med guld, spillede en stor rolle under opdagelsen og koloniseringen af landet i 1500-tallet.

I 1533 grundlagde spanierne byen Cartagena, der skulle blive en vigtig havneby, og i 1538 Santa Fé de Bogotá. I kolonitiden havde den katolske kirke stor indflydelse blandt andet på grund af Inkvisitionen, som etablerede sig i Cartagena i 1610. Indianernes modstand betød at man i stedet brugte slaver fra Afrika til at arbejde på plantagerne og i minerne.

 

I kolonitiden, som var perioden fra 1500 til 1810, blev området kaldt vicekongedømmet Ny Granada. Hovedstaden Bogotá var den største guldproducent på hele kontinentet og var en af de vigtigste i verden indtil opdagelsen af de store guldminer i Californien og Australien. De tre bjergkæder, som løber gennem landet, har i flere århundreder gjort det besværligt at kommunikere. Det har medført, at landet nærmest var delt i fire selvstændige regioner helt op til langt ind i 1900-tallet.

I 1810 invaderede den franske kejser Napoleon Spanien og afsatte kongen. Det betød, at kolonierne ikke længere følte sig forpligtede til at adlyde kronen. Colombia erklærede sig defor også uafhængig samme år. Hovedpersonen i befrielseskrigen hed Simón Bolívar. Imidlertid generobrede Spanien byerne Cartagena og Bogotá igen i 1816, men endelig med oprørernes sejr i 1819 ved Bocayáslaget blev løsrivelsen fra Spanien definitivt beseglet. I 1830 blev Storcolombia opløst. (Det bestod af Colombia, Panama, Venezuela og Ecuador) Herefter indledtes organiseringen af den selvstændige republik Colombia. De regionale forskelle, som lagde op til en form for naturlig føderalisme, den centrale regerings svaghed, en vis antimilitarisme og desuden en høj grad af politisk deltagelse fra befolkningens side førte til utallige borgerkrigslignende konflikter mellem konservative og liberale grupperinger i årene fra 1839-1903. De liberale, som hentede deres idéer fra franske og engelske tænkere, repræsenterede moderniteten, mens de konservative i højere grad inkarnerede traditionen og ønskede sig tilbage til de fredelige tilstande, som havde præget kolonitiden. Et besynderligt særtræk ved Colombias politiske liv i 1800-tallet var, at de konservative og de liberale ikke deciderede fungerede som klassiske klassepartier, men i stedet fik støtte fra alle befolkningsgrupper.

Fra 1903-1929 var det de konservative, som havde magten. Det betød, at det politiske liv videreførtes efter samme model som i 1800-tallet. De liberale overtog imidlertid magten efter verdenskrisen i 1929, og de beholdt den frem til 1946. Under skiftende liberale regeringer skete der en modernisering af landets infrastruktur med bygning af landeveje og jernbaner. De fremmede en beskeden landbrugsreform og intensiverede søgningen efter olie.

I 1946 begyndte en af de værste perioder i Colombias historie. Den varede frem til 1958 og er kendt under betegnelsen La Violencia, der betyder 'volden'. Den kostede over 280.000 mennesker livet. 

Forholdene på landet var i nogle områder nærmest middelalderlige med en fåtallig overklasse, der havde hals- og håndsret over bønderne. Efter 1929 forsøgte et  liberalt indstillet industriborgerskab modernisere og industrialisere landet i det hele taget. For at det skulle lykkes, var det først og fremmest nødvendigt at ændre forholdene på landet og at modernisere landbrugsproduktionen. Samtidig skulle udviklingen fremmes af et mere dynamisk nationalt marked med større efterspørgsel og købekraft. Politisk blev det nødvendigt for de liberale at alliere sig med middelklassen og med proletariatet både på landet og i byerne. Dog blev de liberale hurtigt betænkelige, da det viste sig at de hurtigt mistede kontrollen med deres nye allierede. Middelklassen og proletariatets forøgede krav lod sig ikke forene med de liberales intentioner. Det hele eksploderede i vold i begyndelsen af 1948. Der opstod både liberale og kommunistiske guerillagrupper, som hurtigt erobrede kontrol over store områder og samtidig etablerede nye administrationsformer. De liberale og de konservative forsøgte nu at nedtone deres modsætningsforhold. De fandt sammen i en ny alliance, som skulle forhindre massernes magtovertagelse. Da de imidlertid selv havde mistet den politiske kontrol og var ude af stand til at regere, overdrog de magten til general Gustavo Rojas Pinilla, som etablerede et militærdiktatur.

I 1957 var det efterhånden lykkedes de konservative og de liberale at nedtone deres historiske modsætninger så meget, at de kunne danne en National Front med det formål at sætte en stopper for militærdiktaturet. De vedtog at besætte præsidentposten på skift. De to partier skulle efter aftale have det samme antal ministerier og repræsentanter i hvert af parlamentets to kamre. Den ligelige fordeling af ministerierne fortsatte frem til 1978 efter en stor konservativ og liberal sejr over ANAPO (Alianza Nacional Popular), som ved valgene i april 1970 var blevet den største oppositionsgruppe i begge kamre. I 1971 have ANAPO organiseret  sig som politisk parti med et program for colombiansk socialisme. I protest mod formodet valgsvindel dannede ANAPO-tilhængere en væbnet organisation, den berømte og berygtede guerillabevægelse M-19 (Movimiento 19 de Abril). Den fik tilslutning fra dissidenter fra den gamle kommunistiske guerilla FARC, som var dannet tilbage i 1966. Ved valgene i 1982 opnåede de liberale flertallet både i Kongressen og i Senatet, mens den konservative Belisario Betancur blev valgt med et overvældende flertal. I begyndelsen af året havde guerillaerne lidt flere nederlag, blandt andet takket være en paramilitær antiguerillagruppe, Muerte a Secuestradores (MAS, 'Død over Kidnapperne'), som samarbejdede med de store narkokarteller. I november gav Betancur amnesti til de guerillaer, der var villige til at deponere deres våben, og beordrede en undersøgelse af MAS. Kun et par tusinde guerillaer nedlagde våbnene. Narkokartellerne reagerede med at dræbe justitsministeren Rodrigo Lara Bonilla i april 1984. Regeringen udstedte herefter et generelt udgangsforbud. På trods af det hele lykkedes det alligevel  en fredskommission at nå til en våbenhvile og en fredsaftale i august 1984.

I 1986 blev den liberale Virgilio Barco valgt som præsident med et så stort antal stemmer, at han kunne opgive samarbejdet med de konservative. Hans kamp mod fattigdommen gav dog ikke fredeligere tilstande. Ved præsidentvalget i 1990 vandt den liberale Gavira Trujillo, men inden da var tre kandidater blevet dræbt i løbet af en måned. I 1994 tiltrådte Ernesto Samper Pizano som præsident.

Colombia var i 1980'erne og1990'erne præget af meget vold og af politiske og civile mord. Der er stadig kampe mellem guerillaerne og hæren og også mellem hæren og narkokartellernes væbnede folk. Der er begrundet mistanke om, at kartellernes penge fremmer korruption blandt politikere og militær, og at der eksisterer stærke forbindelser mellem narko- og guerillaaktiviteter.

I 1990'erne blev et fyrre år langt væbnet oprør for at vælte systemet optrappet på trods af  de mange forsøg på at skabe en dialog mellem parterne. Volden berørte store dele af landet, og den største af guerillagrupperne, FARC, voksede til 17.000 mand. Det lykkedes heller ikke for Præsident Andrés Pastrana, der tiltrådte i 1998, at få skabt et reelt grundlag for fredsforhandlinger, selvom han i tre og et halvt år lod FARC kontrollere et demilitariseret område på 42.000 km2 og førte personlige samtaler med FARCs ledelse. Hæren jog derefter partisanerne ud af deres hovedområde. Narkohandelen voksede parallelt med den politiske vold, blandt andet fordi oprørsgrupperne til gengæld for penge beskyttede mange kokabønder. I første halvdel af 1990'erne blev de ledende kokainkarteller i Medellín og Cali knækket. Alligevel voksede kokadyrkningen ifølge FN fra 1995-2000 fra 45.000 hektar til 135.000 hektar. USA støttede antinarkotikakampagnen med 1,6 milliarder dollar. Det betød, at tusinder af hektar koka blev sprøjtet fra luften og ødelagt. Det fik desværre ikke den store effekt på udbuddet, men den colombianske hær blev godt forsynet med amerikanske våben og kamphelikoptere.

Ved præsidentvalget i 2002 overgik embedet til den højreorienterede lov og orden-kandidat Alvaro Uribe (f. 1952).

 

Naturforhold

Andesbjergene forløber i tre parallelle kæder, Cordillerer, der mod nord jævner ud mod slettelandet. Ved den caribiske kyst rejser et meget højt massiv sig stejlt op som en fortsættelse af Andes. Det er Sierra Nevada de Santa Marta. De højeste, snedækkede toppe ligger her og i den midterste af de tre Andeskæder. Flere af dem er vulkaner. Vulkanudbrud har forårsaget store ødelæggelser i tætbefolkede bjergegne. I 1985 omkom over 20.000 mennesker under smeltevands- og mudderstrømme, da den snedækkede Ruíz havde udbrud.

Mellem Vest- og Centralcordillererne løber floden Cauca og mellem Central- og Østcordillererne løber floden Magdalena. Begge floderne er sejlbare på lange strækninger, og de udmunder begge i Det Caribiske Hav. Højlandsregionens klima varierer med højden, men tæt ved ækvator er temperaturerne konstante året rundt.

Det smalle regnskovsområde mellem Vestcordillererne og Stillehavet er et af de mest regnfulde steder i verden. Omkring floderne Atrato og San Juan falder der over 9000 mm om året, og dage uden regn er sjældne.

Colombia har over 40 nationalparker, som tilsammen optager fem procent af landets samlede areal. De omfatter alle typer af natur fra lavlandets regnskov til de højeste bjergtoppe. Der er en overvældende rigdom af forskellige dyr og planter i Colombia. De flere tusinde orkidéarter er blandt noget af det meget bemærkelsesværdige i naturen.

Produktion

Colombia er verdens næststørste kaffeproducent kun overgået af Brasilien. I området imellem Andesbjergenes kæder dyrkes en stor del af landets kaffe, og her ligger hovedstaden Bogotá også.

Colombia er blevet en af Sydamerikas mest betydelige olieproducenter. Gennem 1990'erne steg produktionen selvom den var noget ujævn.

Sandsynligvis er landet også den største producent af narkotika.

 

Landbrug

Landbruget er koncentreret til de centrale og vestlige områder. Siden 1950'erne er potentielle landbrugsområder i lavlandet blevet koloniseret,. Det har ofte skabt konflikter med de spredtboende indfødte i disse områder. Rydning af regnskovsområder har også givet økologiske problemer. Samtidig har det siden 1980'erne også givet problemer med guerillagrupper og narkobaronerne, da deres kokamarker og laboratorier netop ligger i de uvejsomme jungleområder. Landbruget har udviklet sig fra et traditionelt selvforsyningslandbrug mod en mere kommerciel og eksportorienteret produktion.

Hovedafgrøden som er kaffe optager 18 procent af de ca. 5,3 millioner hekar, som dyrkes. Colombia udbyder 1/6 af verdensmarkedets kaffe. Priserne på dette marked er meget svingende, men det er lykkedes den nationale kaffefond, Fondo Nacional de Café, at sikre producenterne en stabil eller endog stigende indtjening. Fonden samler kapital i perioder med høje priser og kompenserer i nedgangstider for lave priser. Kaffen dyrkes fortrinsvis på vulkanske jorder i 1200-1800 meters højde, og i de traditionelle umekaniserede brug dyrkes den ofte sammen med andre afgrøder som bønner, majs, yucca, bananer og citrusfrugter. Produktionen moderniseres løbende Den colombianske kaffe er generelt konkurrencedygtig på verdensmarkedet.

Bananer er en anden vigtig eksportafgrøde, ligesom dyrkning af majs, ris, sukkerrør og durra er af stor betydning. Desuden dyrkes en lang række andre afgrøder under landets varierende klimaforhold. En specialafgrøde som blomster, særligt nelliker, dyrkes i stigende omfang til eksport.

I lavlandet både langs med kysterne og i de østlige regnskovsområder er mange millioner hekar blevet inddraget til græsning. Her findes store farme med ekstensiv kvægavl til kødproduktion. Omkring de større byer i højlandet findes intensive kvægbrug med både kød- og mælkeproduktion, og mælkeproduktionen er stigende.

Skovbrug

Halvdelen af Colombia er dækket af skov; størstedelen udgøres af den vanskeligt tilgængelige og økologisk sårbare Amazonskov. Det er især skovområderne ved vestkysten, der udnyttes. Her er der gode transportmuligheder ad floder og landeveje. Fredning af den colombianske skov blev indledt allerede i 1959, men skovarealet mindskes langsomt.

Minedrift

Guldudvinding har været af stor betydning indtil slutningen af 1800-tallet, hvor reserverne svandt, men Colombia er fortsat blandt verdens ti største guldproducenter. Minedriften, som også omfatter platin, nikkel og sølv, er især foregået i det centrale bjergområde, men nye guldforekomster er fundet nær grænsen til Brasilien. Colombia er verdens største producent af grønne smaragder, som især udvindes omkring Boyacá. Denne del af minedriften foregår under uformelle former og med ringe brug af moderne teknologi, og en stor del af produktionen markedsføres ad uofficielle kanaler.

Kulproduktionen er stærkt stigende, og en stor del eksporteres. Siden midten af 1980'erne er Colombia også blevet nettoeksportør af olie; nye felter er under udbygning, og produktionen er stigende.

Industri

Industrien er koncentreret til de store befolkningscentre og det nordlige højland og domineres af fødevarebranchen. Den kemiske industri med olie- og plasticindustri er i vækst ligesom fremstillingen af maskiner, elektriske apparater og biler. Industrien bidrager med over en tredjedel af BNP, andelen stiger og har for længst overhalet landbrugets bidrag.

Økonomi

Den økonomiske politik i Colombia har traditionelt været præget af statslig styring og beskyttelse af den hjemlige produktion. Regeringsskiftet i 1990 betød imidlertid et radikalt brud med dette mønster, og Colombia havde i 1994 en af de mest åbne økonomier i Latinamerika.

Handelsliberaliseringen kom efter en periode, der var præget af solid vækst, især drevet af investeringer i mineindustrien og af stigende olieeksport. Selvom Colombia er rig på naturressourcer, har landet igennem tiderne været meget afhængig af kaffeeksporten og derfor også meget følsom over for udsving i kaffepriserne. Dette har ført til et ønske om opbyggelse af en bredere funderet eksportbase, og i 1990 oversteg olieeksporten for første gang kaffeeksporten.

I modsætning til mange andre latinamerikanske lande havnede Colombia ikke i dyb gældskrise i begyndelsen af 1980'erne, ligesom landet ikke har været plaget af hyperinflation. Dette skyldtes bl.andt andet en generelt stram finans- og pengepolitik, som dog besværliggjordes af tilstrømningen af narkopenge. I 1993 beløb denne kapitalimport sig skønsmæssigt til 3 mia. dollars, hvilket svarede til knap halvdelen af landets registrerede eksportindtægter.

 

Sociale forhold

Den hvide colombianske overklasse sidder på magten i hovedparten af nationens ledende institutioner. Landet er præget af fattigdom og store sociale uligheder, og retssystem og politi står magtesløse over for den omfattende vold og korruption, der også florerer i disse etater. Colombia er det mest voldsprægede land i Latinamerika. I begyndelsen af 1990'erne blev der årligt begået ca. 30.000 mord, hvilket svarer til det samlede tal for USA.

Kun cirka en fjerdedel af de ældre over 60 år er omfattet af pensionsordninger, og udbetalingerne er som oftest lave.

 

Sundhedsforhold

Middellevetiden er øget fra 58 år til 69 år siden 1960. De colombianske kvinder får i gennemsnit 2,7 børn, en halvering fra 1970 til 1991. I samme periode er dødeligheden i første leveår gået ned fra 775 til 385.

Cirka 15 procent af dødsfald hos mænd skyldes ulykker, og anden voldelig død hos mænd er ligeledes hyppig. Cirka 20 millioner af befolkningen er udsat for malariasmitte, og op mod 100.000 får sygdommen årligt. Sundhedstilstanden er ringest i landdistrikterne, hvor kun ca. 20 procent af befolkningen har organiseret vandforsyning mod 80 procent i byerne.

Uddannelse

Det colombianske uddannelsessystem omfatter en 1-2-årig forskole for de 4-5-årige, en 9-årig grundskole for de 6-15-årige samt en 2-årig ungdomsuddannelse for 15-17-årige. Herefter følger videregående uddannelser af 2-10 års varighed. Der består en tæt forbindelse mellem uddannelsessystemet og den katolske kirke.

 

Kunst og arkitektur

Blandt Colombias tidligst kendte kulturer udmærker Chibcha og Quimbayá sig ved enestående guldsmedearbejder, keramik og skulpturer. Nær Magdalenafloden har den gådefulde San Agustín-kultur efterladt enorme menneskelignende stenfigurer.

Malerkunsten havde i 1600-tallet sit centrum i Bogotá og kulminerede med Gregório Vásquez Ceballos (1628-1711). 1800-tallet var domineret af en romantisk forkærlighed for miniaturer og naive genrebilleder. I 1930'erne spores en socialrealistisk tendens, inspireret af det mexicanske murmaleri. Den blev afløst af abstrakt ekspressionistiske og konstruktivistiske retninger.

Litteratur

En egentlig national litteratur opstod først i midten af 1900-tallet på grund af landets geografi og historie, som havde hindret skabelsen af en national enhed. De altdominerende genrer i den colombianske litteratur har helt frem til 1960 været lyrikken og essayet, som dyrkedes af en åndsaristokratisk intellektuel elite. Sproget er et karakteristisk formfuldendt spansk, til dels præget af de to kendte lingvister Rufino J. Cuervo (1844-1911) og Miguel A. Caro (1843-1909). Caro var også digter og fungerede som landets præsident 1892-1896. Indtil romanforfatteren Gabriel García Márquez blev verdenskendt, udgav ingen forlag colombianske romaner i nævneværdig grad. Fra 1867 til 1967 kendes således kun tre colombianske romaner: den romantiske roman Maria (1867) af Jorge Isaacs (1837-95), den voldsomme La vorágine (1924) af José Eustasio Rivera (1888-1928) og Hundrede års ensomhed (1967) af García Marquez.

Før 1950 kan man ikke tale om en colombiansk romantradition. Den fortællende litteratur var regional, det vil sige knyttet til forskellige egne af landet og deres stærke mundtlige fortælletraditioner.

I nyere tid har nobelprismodtageren García Márquez gjort Colombias litteratur verdenskendt. Han tilhører ikke Bogotás litterære elite, men er dels tilknyttet den caribiske kysts mundtligt baserede kultur, dels de moderne internationale strømninger. Imidlertid har en ny forfattergeneration gjort sig fri af hans skygge, heriblandt Fanny Buitrago, Manuel Zapata, Héctor Rojas og Gustavo Alvarez Gardezábal. Flere af dem tematiserer den sociale og politiske vold, som har præget det colombianske samfund de sidste mange årtier.

 

Musik

Colombiansk musik har fortrinsvis rødder i spansk musik, i kystegnene dog med et stærkt afrikansk islæt. Den afrocolombianske musik er blevet den bedst kendte. Cumbiaen i nord er med sin rullende rytme i en mere forenklet udgave blevet en af de mest populære danseformer i Latinamerika siden 1970'erne sammen med den beslægtede porro og vallenato.  Fra Stillehavskysten kommer den rullende currulao.

Højlandsmusikken er mere spanskpræget, men rummer især i syd tydeligt indianske elementer. Den er navnlig kendt og skattet for den indsmigrende polyrytmiske bambuco, der af mange betragtes som nationaldans, og den lidt enklere guabina samt pasilloen, der er en hurtig vals.

Narkotika

De colombianske narkotikakarteller kontrollerer skønsmæssigt 80 procent af verdensmarkedet for kokain, og de spiller en væsentlig rolle i det colombianske samfund. Først i 1970'erne opdagede kriminelle, hvilke muligheder der lå i raffinering og smugling af kokain til USA og, i mindre grad, til Vesteuropa. Aktiviteterne blev samlet i løse, mafialignende familiesammenslutninger som Medellín- og Calikartellerne, der snart fik en dominerende rolle. Raffineringen foregik i laboratorier skjult i de store, næsten ubeboede regnskovsområder. Flere steder måtte kartellerne indgå produktionsaftaler med den venstreorienterede guerilla.

I begyndelsen af 1980'erne ekspanderede handelen kraftigt, og i 1983 indledte regeringen en kamp mod kartellerne, der ellers havde levet i fred og luksus. I 1984 fik sikkerhedsstyrker kontrol over det såkaldte Tranquilandia, som blev anset for verdens største narkotikalaboratorium. En hel by i junglen med egen lufthavn og el- og vandforsyning. De fleste ledere flygtede til Panama og tilbød mod en fredsaftale regeringen at investere deres kapital i Colombias udviklingsprogrammer eller endog at betale landets udlandsgæld, dog uden resultat.

De følgende år intensiveredes krigen mellem kartellerne og myndighederne med blandt andet drab på dommere, politikere og politifolk. I 1993 dræbte politiet lederen af Medellínkartellet, Pablo Emilio Escobar. Det betød, at Calikartellet fik øget betydning. Adskillige velrenommerede familier, politikere og politifolk har fortsat forbindelse til narkotikamafiaen.

Kilde: Den danske encyklopædi